Christel Wiinblad debuterer blændende smukt med under-huden-digtsamlingen 49 forelskelser, der er udkommet på forlaget Athene.
Der er en sprudlende vitalitet i Christel Wiinblads sprogligt dansende digte, der bjergtager og fastholder én i det univers af ikoner, hun forelsket portrætterer.
Det er fascinerende, at Wiinblad ikke forfalder til en hyldest af den naive og åbenbare skønhed, men at hun har øje for de dybereliggende, psykologiske mekanismer, der i lige så høj grad er betydningsbærende (og skabende) for de ikoner, hun reflekterende dissekerer med sin i øvrigt altid kærlige (om end også hudløst ærlige) pen.
Ikonernes ydre, guddommelige og noget nær perfekte fremtoning sættes elegant i kontrast til den orm, der i disses svage indre uhæmmet æder løs og viser, at et smukt æble også kan forvandles til rådden frugt. Wiinblad skræller nænsomt og med kærlig forståelse den ydre skønhed af Audrey Hepburn og Marilyn Monroe og lader mennesket bag mediefacaden få tale.
I digtet Marilyn Monroe dekonstrueres den guddommelighed, der som en facade langsomt begynder at krakelere og fremvise en barnlig sårbarhed og en uhelbredelig psykose. En psykose, der ender i et for hende udfriende selvmord. Samme elegante forståelse for det sande menneske, for det ægte jeg, finder man i digtene om Audrey Hepburn, Amy Winehouse og Britney Spears. Skønheden, elegancen, råheden og den ungdommelig naivitet er skalkeskjul for ængstelige menneskesind, der hærges af neuroser og psykoser.
Den beundring, der latent ulmer under overfladen i digtet om (og til) Villy Sørensen er ikke blot rørende, men smuk og ægte på en vidunderligt ukrukket facon. Et træk – et særkende hos forfatteren – der i øvrigt kan genfindes i de øvrige 48 forelskelser.
Digtsamlingen har en struktur, hvor prologdigtet – om jeg så må sige – er helliget Wiinblads bror, og kompositionen afsluttes med et hudløst ærligt digt (epilogdigtet) om Wiinblad selv.
Digtsamlingen er forunderligt forførende i sin kontante måde at afklæde ikonerne deres masker. Kærligheden, forelskelsen, sporer man gennem hele samlingen – intensiteten er buldrende og tilstedeværende i hvert eneste digt. Nogle brænder sig bedre fast end andre, men alle besidder de en magi, der gør dette til en stor læseoplevelse.
