Hvis man er til får i fjollede situationer, så bør man hurtigst muligt slå neglene i den DVD-boks, Nordisk Film netop har sendt på gaden. Her møder man fåret Frode – og alle hans venner – i 40 episoder, der nok skal kunne krumme smilebåndene opad i stejle kurver. Det drejer sig om Aardman Animations F for Får: Sæson 1 (Shaun the Sheep), der er mæhhhgtig god underholdning for såvel børn som voksne, der elsker dyr (og i særdeleshed får) i løsslupne slapstick-situationer.
Så hvis man står og mangler lidt løssluppen underholdning med uldne får, så må man fluks slå kløerne i boksen, som består af over fire timers lystig bondegårdshumor serveret på fem blanke DVD-skiver.
Aardman Animations er nok bedst kendt for deres vidunderlige film Flugten fra Hønsegården (2000) og deres suveræne makkerpar Wallace & Gromit, der på dansk er blevet døbt Walter og Trofast. Disse har siden 1989 slået sig løs i en række yderst fornøjelige kortfilm, og var i 2005 at opleve i deres helt egen spillefilm, Walter og Trofast - Det store grøntsagskup.
Men nu kan man altså også stifte bekendtskab med fåret Frode, der i F for Får giver et levende billede af, hvordan det er at være får på en engelsk bondegård – og det er ikke let, skulle jeg hilse at sige. Hvis man er fan af serien Creature Comforts, der også produceres af Aardman Animation, så vil man uden tvivl synes om F for Får. Ikke kun følger man den intelligente uldtot Frode, men også fårehunden Bitzer, kæmpefåret Shirley, den fandenivoldske grisebande samt den relativt inkompetente bonde, der styrer gården med ukyndig hånd. I landlige omgivelser følger eventyr på eventyr og uheld på uheld, når Frode og konsorter gøre deres entré, hvilket nok skal kunne holde børn og barnlige sjæle klistret til skærmen.
Det går aldrig stille for sig på bondegården, hvor Frode og vennerne sætter den u-fårudsigelige dagsorden. Her ligner ingen dage hinanden, og den stakkels fårehund, Bitzer, har mere end nok at se til, når han skal holde styr på de uldne energibomber, der aldrig gør, hvad de skal gøre. Altid roder de sig ud i problemer, laver narrestreger og sætter grå hår i hovedet på bondemanden.
Frode er fåret, der samler flokken. Omkring ham udspiller alle de små eventyrlige hændelser sig, og det er altid ham, der redder trådene ud, når det bliver for fåret. Gang på gang må han springe til, når flokken har dummet sig og lavet ballade, eller når gårdens uartige grise endnu en gang forsøger at stille de godtroende får i et dårligt lys overfor den naive bondemand.
I afsnittet En uhyggelig nat er det netop grisene, der igen er på spil med deres får-brydelser, da de en storm- og regnfuld nat spiller fårene et gyseligt puds. Et puds, der dog ender i fælles får-nøjelse for uldtotterne og grisene.
Filmene er lavet som claymation, hvilket betyder, at figurerne er modeleret i plastisk ler, der så billede for billede, hvilket er en ganske møjsommelig proces, animeres i de positioner, de skal stå og bevæge sig i. For hver ny position, figurerne placeres i, tages et billede, der så til sidst bliver klippet sammen i kontinuerlig rækkefølge for at illudere bevægelse. Denne særegne proces kendes fra de fleste af Nick Park og Peter Lords produktioner, som ovennævnte, men også fra andre animationsmesterværker som f.eks. Henry Selicks The Nightmare Before Christmas (1993), James and the Giant Peach (1996) og Tim Burtons Corpse Bride (2005).
De 40 kortfilm i denne boks er små humørperler, der ikke kun kan trylle smil og grin frem hos børnene, men som også kan muntre et mere voksent segment. Så hvis man ikke allerede kender til Frode og Co, så bør man unde sig selv fornøjelsen at stifte bekendtskab med dette spraglede univers af intelligente dyr konciperet af Nick Parks så vidunderligt sprudlende fantasi. Sagt med andre ord, så er den et must for enhver fan af claymation, og de små film vil kunne nydes igen og igen og igen …
Og som en lille krølle på grisehalen kan jeg nævne, at man (hvis man ender i den situation at være blevet bidt af et galt får, og bare ikke kan få nok af dette univers) kan besøge hjemmesiden www.shaunthesheep.com. Her kan man læse om serien, hente computerbaggrunde med seriens figurer, spille spil, se klip fra serien og ellers følge med i, hvad der foregår på Frodes bondegård.