Lad det være skrevet fra start: Hatchet (2006) er ikke en gyser, der vil gå over i filmhistorien.
På filmens cover står der prentet, at vi her har at gøre med intet ringere end “old school american horror” ... det er ikke helt korrekt!
At filmens instruktør og manuskriptforfatter – Adam Green – ganske givet har et solidt kendskab til genrens tidligere film, skal der ikke herske tvivl om, men Hatchet når ikke klassikere som Halloween (1978), Friday the 13th (1980) og A Nightmare on Elm Street (1984) - blot for at nævne nogle få film, der med rette kan bruge prædikatet old school - til deres blodige sokkeholdere.
Filmen lægger ellers klassisk ud med masser af bare bryster, sex og porno ... så ved vi, hvilken horror-subgenre, vi har med at gøre.
Der er liv og glade dage – piger uden tøj og sprut ad libitum – i djævlens by, New Orleans, hvor karnevallet (kødets fest) for alvor gør folk dumme i skallen. Men festen afløses hurtigt af et forfølgelsesmareridt, da en gruppe turister ser sig fanget i sumpene, der omkranser sydens svar på Sodoma og Gomorra.
Den stærkt deforme Victor Crowley – en genetisk anomali a la Elefantmanden – huserer i de tågeindhyllede sumpe, og han flår med glæde og pervers entusiasme ethvert individ i blodige strimler. Så gruppen af turister (der består af alt fra en wannabe pornoinstruktør til pensionister og en sexfikseret kryster) får deres at se til, da de en efter en bliver likvideret på klassisk, brutal splatterfacon. Hvem vil dø, og hvem vil overleve ... that’s the question!
Hvor filmen primært skiller sig ud fra andre i genren er i dens løbende anvendelse af humor, der om ikke misklæder filmen, så dog gør den mere komisk end hvad godt er. Meget horror er der nemlig ikke – skrækken og gåsehuden udebliver – hvilket måske heller ikke er tiltænkt, da filmen i højere grad bruger tid på at visualisere lemlæstelserne så detaljeret som muligt. Der er – med andre ord – mere splatter end skræk, mere kvalme end kvalitet og mere humor end horror.
Ydermere bevirker anvendelsen af humor, at man distancerer sig til den grafiske vold, der dyrkes virtuost og billedligt detaljeret. Samtidig har humoren også den effekt, at man ikke involverer sig i karaktererne, der dermed kommer til at fremstå hule og uinteressante. Så at de alle falder som fluer – både de oplagte såvel som de uoplagte – har ikke den store betydning for seeren. Man forbliver uinteresseret og noterer blot, at endnu en streg kan trækkes i sandet.
Det er sørgeligt, at der går så lang tid imellem, at genren behandles ordentligt. Sidste gang, at der for alvor skete noget interessant indenfor slasher-regi, var da Wes Craven med Scream (1996) gav genren en tiltrængt vitaminindsprøjtning. I kølvandet på Scream har der således været mere gøgl end genialitet, hvilket Adam Greens Hatchet desværre er et glimrende eksempel på.
Hatchet er ikke en genial film – det ønsker den nu heller ikke at fremstå som – men er et relativt mislykket eksemplar på en slasher (slash) splatter, der ikke har formået at sidde på to skamler i forsøget på at splejse humor og horror. I stedet har man fået et produkt, der i sin lyst efter at eksperimentere med genrerne, blot er blevet horribelt kedelig.
Så summa summarum må være, at skuespillet er fint, historien er elendig og lemlæstelserne kan ikke i sig selv retfærdiggøre en spilletid på 85 minutter.
