Det er Tom Selleck i rollen som den svagt alkoholiserede enspænder Jesse Stone, der gør filmatiseringen af Robert B. Parkers krimi Jesse Stone: Death in Paradise seværdig. Som krimi lider den desværre af den sygdom, der er dræbende for genren – den er gennemskuelig, plottet er tyndbenet og tempoet er sløvt til det gabende kedsommelige!
Jesse Stone (Tom Selleck) er nyudnævnt politichef i den lille flække Paradise, Massachusetts. En (skulle man tro) stille by, men da liget af en blot 14årig pige skyller i land ved den lokale sø, kastes Stone ud i en sag, der involverer børnemisbrug og afpresning. En sag, der har tråde til mafiaen i Boston, hvor Stone tidligere arbejdede som politibetjent.
Langsomt lever Stone sig dybere og dybere ind i sagen om den 14årige pige. Han hjemsøges i sine drømme, ser syner og bruger al sin energi på at finde frem til morderen, der har taget teenagepigens liv. Det viser sig hurtigt, at byens lokale forfatter og mæcen har haft et seksuelt forhold til pigen, han har gjort hende gravid, og at han ikke har noget alibi for den nat, hvor hun blev slået ihjel. Så Stone bider sig fast i forfatterens nakke og slipper ikke sit bid førend det viser sig, at…
Ja, her må jeg hellere stoppe, så der ikke afsløres for meget af plottet – om end plottet er tyndere end tyndt, så skal kommende seere af filmen dog ikke berøves glæden ved selv at lægge to og to sammen.
Det ærgerlige ved filmen er, at man aldrig kommer under huden på Stone, der ellers har så mange afpillede lig i skabet, at det næsten ikke kan lukkes. Fortiden præsenteres, men man kommer aldrig dybere end lige under overfladen. Hvorfor gik konen fra ham? Hvorfor har han valgt et liv som enspænder? Hvad er det i fortiden, der tærer sådan på hans liv? Spørgsmålene præsenteres, men uddybes ikke med svar!
Stone er en hård hund klædt i et blødt hylster. Det er tydeligt, at man ikke skal bide skeer med manden, og at han ikke tænker sig om to gange, førend han likviderer forbrydere, der retter deres våben imod ham. Denne Dirty Harry-agtige fremtoning hænger sandsynligvis sammen med, at han har haft en fortid som storbybetjent, men heller ikke dette uddybes. Han er kynisk og klarsynet, men også kærlig og kompetent.
Tom Selleck forlener filmen med charme og karisma, hvilket dog ikke redder filmen fra at være ganske uinteressant. Det øvrige skuespil er fint, men ikke noget ud over det sædvanlige. Det er som skrevet plottet – og filmens døde spændingskurve – der kvæler intensiteten. Hvis jeg skal fremhæve en sidste positiv ting ved filmen, så er det, at den er ganske smukt fotograferet, men de efterårsklædte landskaber, der præger filmen, er nu også taknemmelige i den henseende.
