|
Hvis man har en lettere depraveret smag i film, så vil Nick Palumbos exploitationfilm Murder-Set-Pieces (2004) nok kunne stille den værste sult efter blod, død, tortur, nekrofili, voldtægt, halsoverskæringer og mange andre bestialske og kropsforulempende områder af det mørkeland, som denne gorefilm fremstiller – alle andre, der ikke deler denne smag i film, SKAL HOLDE SIG VÆK!
Da Herschell Gordon Lewis i 1964 lancerede sin banebrydende film Two Thousand Maniacs!, indledte han en æra af gore, splatter og exploitation, hvis fremmeste mål det var at chokere med blod, indvolde og grafisk lemlæstelse. Filmen vil i dag sandsynligvis virke antikveret på de fleste, men den skabte i sin tid furore i stor stil. Det samme gør sig i dag gældende for Nick Palumbos Murder-Set-Pices, der ikke just blev modtaget med åbne arme, klapsalver og stående ovationer – tværtimod! Den blev udelukket fra filmfestivaler, skuespillere og filmcrew blev arresteret og tre filmlaboratorier – deriblandt Technicolor – ønskede ikke at fremkalde kopier af filmen. Murder-Set-Pieces skriver sig ind blandt den nye bølge af exploitationfilm, som de seneste år har set biografens mørke. De bedst kendte af slagsen er maintreamfilmserier som Saw og Hostel, der har fundet solid backing i det store produktionsselskab Lionsgate - Murder-Set-Pieces er så grel en independent film, at alle store produktionsselskaber takkede nej tak til at involvere sig!
Plottet, der ligger til grund for Murder-Sex-Pieces, er simpelt, enkelt og hjernedødt ligetil, hvilket jo kendetegner langt størstedelen af de exploitationfilm, der gennem tiderne er blevet foreviget på celluloid. Vi følger en ung mand – tysker, nazist, seriemorder og dedikeret kvindehader – der går under betegnelsen "The Photogrape". Han har gjort det til sin depraverede livsopgave at tage livet af så mange kvinder som muligt, på så barbariske måder som muligt, hvilket ikke siger så lidt!
Det er sjældent, at jeg bruger ordet misogyn om en film, men denne svælger Murder-Sex-Pieces i al sin forulempende enkelthed i et ekstremt had til kvinder, der i scene efter scene nedværdiges og dræbes på de mest utænkelige og bestialske måder. Der er ingen handling, intet plot, ingen karakterudvikling og den tekniske side virker håbløst amatøragtig. Klipning, fotografering og lydside er independent på den dårlige måde! Man kan spørge sig selv, hvad der er formålet med filmen? Hvad er den bagvedliggende idé? Det virker nemlig ikke som om, at instruktøren har stillet sig selv disse spørgsmål, førend han kastede sig ud i realiseringen af dette stykke blodige horrorfiktion, der ikke evner andet end at chokere og fremprovokere væmmelse – det er afsky og rendyrket had, der driver denne film!
En af de mange, mange ulidelige drabsscener finder sted i "The Photographers" døds- og torturkammer, der meget belejligt (og freudiansk) er indrettet i kælderen under hans hus. Her har han ført en netop tilfangetagen kvinde ned, som han har spændt fast til en stol. Hun skriger, er dækket med blod, og går mere og mere i panik. Han finder et stort søm, hvilket han hamrer gennem hendes håndled, hvorefter hun af bare angst tømmer sin afføring og urin i en spand, der er placeret under hende. Herefter binder han en løkke om hendes hals, strangulerer hende gradvist og ifører sig til sidst et sæt specielfremstillede, sylespidse vampyrtænder, der flænser hendes hals og ansigt. Det er sådanne scener, Palumbos film er bygget op af. Den er en mosaik af død, en studie i tortur, der er så fattig i plot, at han forsøger at kompensere med blod, sex og voldtægt i rå mængder – det er smagløst!
At seriemorderen har haft en forkvaklet barndom hersker der ingen tvivl om, hvilket også sporadisk indklippede flashbackscener skal understrege. Ikke desto mindre har disse ingen betydning i personskildrende henseende, da de ikke er med til at vise seriemorderen som et menneske med følelser, men i stedet fremstiller ham som værende et udyr, der allerede som ganske ung havde alvorlige, psykologiske problemer. At det er et moderkompleks, der driver værket, går hurtigt op for seeren, men selvom filmen forsøger at give en forklaring på det forkvaklede nazist- og seriemordersind, "The Photograher" render rundt med – så forbliver det psykologiske fortsat på et uinteressant og amatøragtigt niveau.
Nick Palumbo fremstiller en sort og hvid verden, hvor porno, prostitution og pædofili er det vande, hans tyske naziseriemorder af en enlig haj forsøger at manøvre i. Hans mantra lyder: Going to hell is easy. It’s getting out that’s hard! – men han ønsker ikke at slippe ud, hvilket er det primære problem med filmen. Filmen fokuserer nemlig stringent på ondskab som den eneste mulighed. Der er ingen frelse og godhed i verden, hvor gaderne er gennemsyret af dårligdom. Det bliver på sigt så stereotypt, at filmen knækker, og man må indse, at instruktøren intet specifikt vil med sin film. Især filmens gøren brug af helt unger piger (og et enkelt spædbarn) i centrale volds- og lemlæstelsesscener virker malplaceret og forkasteligt, og man spørger sig selv, hvilke forældre der ved sine fulde fem lader deres børn optræde i denne voldsforherligende gornofilm!
Hvis man vil have plot, karakterudvikling og en interessant seriemorder, så bør man i stedet kigge i retning af Hitchcock, Powell og Demme og måske anskaffe sig Psycho, Peeping Tom eller The Silence of the Lambs. Hvis man er til hardcore exploitation, med al den vulgære tortur, der følger med, så vil man sikkert synes om Murder-Set-Pieces – også på trods af dens buldrende mangel på plot og dygtigt skuespil.
|
Ekstramateriale på denne DVD-udgave: |
| • Introduktion af Nick Palumbo |
| • Slettede scener |
| • Audiokommentarer |
| • Trailers |
|
![]() |
|
The most visceral horror film ever made. |
|
