Fiktion & Kultur:

Kulturens verden i ord.

Fiktion & Kultur © 2008

 

Originaltitel: Rejsen til Saturn
Instruktør: Thorbjørn Christoffersen (m.fl.)
Årstal: 2008
Spilletid: 86 min.
Land: Danmark
Sprog: Dansk
Genre: Animation - Komedie
Links: MovieZoo - IMDb
Censur: 11 år
Anmeldt medie: DVD (R2)
Anmeldt: 2009
Distributør: Nordisk Film
Selskab: A. Film A/S
Antal discs: 1
Lydformat: Dolby Digital Surround 5.1
Billedformat: 1.85:1 (16:9)
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Anmelder: Robert Johannes Rasmussen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvom Rejsen til Saturn (2008) er sporadisk morsom, så bliver den overgearede stil hurtigt et trættende element. Nu er filmen ude på DVD fra Nordisk Film.

Der er nok de færreste unge, der i dag kender navnet Claus Deleuran. Hvis de blev adspurgt, hvem personen var, så skulle de nok et smut forbi Google og Wikipedia, førend de ville kunne svare. Ikke desto mindre er Claus Deleuran (1946-1996) den tegneseriekunstner, der har leveret forlægget til Kresten Vestbjerg Andersens, Thorbjørn Christoffersens og Craig Franks animerede filmatisering af Rejsen til Saturn fra 2008.

Men lad rejsen begynde med en kort introduktion af filmens plot:

Wannabe-astronauten og dovendidrikken Per er forelsket i Susanne, der dog ikke gengælder dennes varme følelser. Hun arbejder som teknisk leder af jordkontrollen for skibsreder Kurt Maj, der har alt andet end rent mel i posen, og er samtidig lettere muggen over, at Per bliver sendt til Saturn i stedet for hende. Besætningen på Saturn-ekspeditionen består (udover krysteren Per) af den cigaretrygende og knivsvingende kok Jamil, af den skydeglade (og lettere psykotiske) sergent Arne Skrydsbøl samt den øl-tyllende og kvindeglade Fisse-Ole, der har hang til tysk porno i usynkroniseret form.

Rejsen går (selvsagt) til Saturn, der skal koloniseres af danskerne. Denne imperialistiske tankegang bliver der dog sat en abrupt stopper for, da den uhomogene gruppe af astronauter møder en flok knapt så venligsindede rumvæsner. De saturniske rumvæsner, hvis leder portrætteres af en ond-i-sulet Peter Belli, er på intergalaktisk jagt efter planeter, der rummer store mængder vand. Dette udnytter Kurt Maj, der vil overlade jordens vandressourcer til de grønne rumvæsner. Han skal blot selv have råderetten over isen på Antarktis, som han (når alt andet vand er blevet jorden berøvet) vil putte på flasker og sælge for 2000,- pr. enhed.

Rejsen til Saturn er spækket med samfundskritik, der er pakket stramt ind i humorens løse gevandter. Så i stedet for en kvælende moralsk fabel, bliver man udsat for koffeindopet humor, der er alt andet end stueren og politisk korrekt. Dette betyder blandt andet, at kongehuset bliver en gravhund mindre, at flyvende urinbobler får deres eget liv, at tysk porno er übergeilt og at mandlige kønsdele svinges i rå mængder foran publikum. Filmen er i øvrigt spækket med intertekstuelle referencer til populærkulturen – prøv eksempelvis at spotte rumvæsenet Alf fra 80’ernes succesrige NBC-serie – og dens kitschede intro er et ganske morsomt cadeau til sæbeoperaen Dynasty (Dollars), der kørte på DR i de glade 80’ere.

Bag det farverige og ordgejle manuskript gemmer makkerparret Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcel sig, der har skabt en hyperaktiv tegnefilm for det ungdommelige segment. Den ligger stilmæssigt i forlængelse af Terkel i Knibe, der – som Rejsen til Saturn – er digitalt animeret på den ucharmerende måde. Dansk animation er – som så mange andre genrer herhjemme – lettere stillestående, og det er ikke mange dansk animerede film, der på årsbasis ser biografens mørke . Der er i sandhed også stadig lang vej endnu, førend dansk animation kan gnubbe skuldre med de bedste indenfor faget.

Stemmetalenterne bag Rejsen til Saturn er stort set hentet fra de danske sitcoms Langt fra Las Vegas og Klovn. Således er det – udover Ali Kazim, Simon Jul, Peter Belli, Anders Lund Madsen og Lasse Rimmer – Casper Christensen, Frank Hvam, Iben Hjejle, Klaus Bondam og Lars Hjortshøj, der giver den gas som de animerede karakterer – og det klarer de skam ganske upåklageligt!

De mange virale-reklamer og små kortfilm, der er lagt på dvd’en som ekstramateriale, er (som selve filmen) sjove på den hysteriske og overskruede facon. Især indslagene med den piksvingende og pikcentrerede Carl Mar Møller er ganske morsomme, men bliver (som Rejsen til Saturn) hurtigt lettere trættende. Humoren i disse reklamer er galoperende vanvidshumor, hvor det mandlige lem spiller den centrale hovedrolle. For nogle vil det være lårklaskende morsomt, for andre trættende og belastende.

Hvis man er til samfundskritik pakket ind i latrinær humor, så er Rejsen til Saturn uden tvivl et must i filmsamlingen. Hvis man tværtimod ikke kan se det morsomme i rumvæsner, der indfører oversættelsesapparater i endetarme, og flyvende urinbobler lavet af en svedig, bajerbøvsende og pruttende dansker ved navn Fisse-Ole, ja så skal man nok bruge sine penge andetsteds.  

P.S. Hvis man gerne – efter dette animerede eventyr – vil stifte bekendtskab med Claus Deleurans tegneserie fra 1977, så kan denne erhverves fra forlaget Politisk Revy.  

 

 

 

 

 

Ekstramateriale på denne DVD-udgave:

 

• Trailers, teasers & reklamer
• Filmen Koks i kommentatorboksen med Carl Mar Møller

 

 

 

 

 

 

There are some places Denmark

should stay away from.