Jeg svang mig sidste år op i de høje tinder, hvor superlativer med rund hånd blev uddelt til Klaus Rifbjergs andet bind i den trilogi, han nu med Rod har afsluttet. Samme optimisme – samme sprudlende læseglæde – kan ikke mønstres omkring sidstnævnte, der mestendels fremstår som en mosaik af ufuldendte muligheder.

Det er for oplagt – alt, alt for oplagt – at anvende romanens titel som udtryk for den formløshed, der præger den. Så det vil jeg ikke gøre! I stedet vil jeg gøre opmærksom på, at Roder æstetisk ufuldendt – den kunne have været meget, meget bedre, hvis Rifbjerg og Gyldendal i samdrægtighed havde fået luget ud i nælderne.

Det føles som om, at romanen blot skulle fra hånden hurtigst muligt – er der mon mere interessante og presserende projekter i opløb? – hvilket ikke er fair imod de to foregående værkes suveræne og litterære uforglemmelighed!

Klaus Rifbjerg er om nogen en forfatter – en litterær mastodont, er måske en bedre betegnelse – der i over et halvt århundrede har beriget dansk litteratur med nogle uforglemmelige (og nu kanoniserede) værker. Rod– der er tredje og sidste bind i Rifbjergs historiske trilogi – følger op på de to foregående romaner Esbern (2005) og Hovedløs (2007).

Det vil for den potentielle læser af Rifbjergs afsluttende opus i Esbern-trilogien være af fordel, hvis denne først stifter bekendtskab med de to tidligere værker i trilogien. At give sig i kast med Rod– uden at have læst Esbern og Hovedløs – ville være, ja hovedløst!

Trilogien er en slet skjult pastiche over Gustaf Munch-Petersen, der jo som bekendt (og lig Esbern) både digtede, malede og faldt som offer i den spanske borgerkrig. Her kommer Esberns søn så ind i billedet (den faderløse Kim), der gør meget ud af at konkretisere, at han ikke er som sin far – han er i hvert fald ikke kunstner!

Rod indledes – og afsluttes – med den hændelse, der stadig står lysende klart på de flestes nethinder – terrorangrebet på World Trade Center i 2001, der er blevet et kollektivt og globalt sår. Et sår, der ikke vil (og måske ikke skal) hele. Denne cirkelkomposition danner rammen omkring romanens fortæller – Kim Dahlman-Winter – om hvilken romanen primært centrerer sig. Hvor de to forrige bind var farverige kollektivromaner, der fulgte større grupper af mennesker, så fokuseres der i trilogiens afsluttende opus på den faderløse Kim.

Jeg skrev indledende, at romanen fremstår som en sprængt mosaik, hvilket afstedkommes af de mange løsrevne tråde – de mange spring i tid – romanen er bygget op omkring. Der springes fra 40’erne til 50’ernes. Der tales om ungdom og alderdom, om erektion og nosser (det er jo Rifbjerg) og om familieliv – lykkeligt som ulykkeligt! Men man føler ikke, at disse emner følges ordentligt til dørs – den røde tråd forvitrer i et ønske om at ville for meget. Ligeledes bruges romanen som en slet skjult kulturkritik, hvor fortælleren bl.a. polemisk og ophidset kaster sig over de nazi-anklager, Odmar Hvirvel (læs Ole Wivel) i sin tid blev underkastet.

Jeg kunne have ønsket mig, at trilogiens afsluttende roman havde været mere i ånd med de to foregående – men sådan skulle det ikke være. Når det er sagt, vil jeg samtidig påpege, at romanen opbyder spredte eksempler på stor prosa, der er blot for langt imellem dem, desværre!