Fiktion & Kultur:

Kulturens verden i ord.

Fiktion & Kultur © 2008

 

Originaltitel: Shark Swarm
Instruktør: James A. Contner
Årstal: 2008
Spilletid: 158 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre: Drama - Thriller
Links: MovieZoo - IMDb
Censur: 15 år
Anmeldt medie: DVD (R2)
Anmeldt: 2009
Distributør: Pan Vision
Selskab: Larry Levinson Productions (m.fl.)
Antal discs: 1
Lydformat: Dolby Digital 5.1
Billedformat: 1.78:1 (16:9)
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk
Anmelder: Robert Johannes Rasmussen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pan Vision har netop udgivet tv-filmen Shark Swarm, der bærer den fængende undertitel Fear Travels in Packs. Desværre kan man, efter at have brugt to en halv time på filmen, konstatere, at den ikke skaber megen frygt. Den er – for at sige det direkte – et uintelligent miskmask af Renny Harlins middelmådige Deep Blue Sea og Steven Spielbergs mesterværk Jaws.

 

Vi befinder os i et kystnært lilleby-samfund a la Amity Island i Jaws. Her har en bolighaj (Armand Assante) gjort sit slibrige indtog og forsøger med alle ufine midler at opkøbe rub og stub, så han kan etablere et turistparadis for millionærer. Dog går den lokale tough guy (fiskeren Daniel Wilder) ind i kampen med krum hals – dette betyder, at de ufine metoder fra mafioso-klicheen bliver endnu mere ufine.

 

For hvordan får man folk, der lever af fiskeri, til at sælge deres huse og grunde? Man begynder da, med hjælp fra stereotype muskelbrød, at dumpe kemisk affald i havet omkring øen, så fiskene enten dør eller fortrækker. På denne måde ødelægger man fiskernes levebrød, og de bliver (som fiskene) nødt til at fortrække. Desværre har al den kemiske dumpning en uheldig effekt: hajerne bliver genmanipuleret til at jage i flok. De bliver morderiske bæster, der flænser sig igennem alt og alle.

 

To ting om filmens kendis-skuespillere:

 

1) Daryl Hannah er med i tv-filmen og giver sit livs måske værste præstation som skuespiller. Der er scener så tåkrummende ringe, at man får ufrivillige spasmer i ansigtet af at se hende agere. Hendes præstation ville dog være som skabt til Days of Our Lives, der har kørt siden 1965 og affødt over 11.000 episoder. Ja, 11.000!

 

2) F. Murray Abraham, der modtog en birolle-Oscar for sin præstation som Antonio Salieri i Milos Formans formidable Amadeus, medvirker også i denne film. Han har (desværre) på det seneste medvirket i en lang række film, der er under hans niveau. Blandt andet en anden “når-dyr-går-amok-film”, Blood Monkey (2007). Hans præstation i Shark Swarm er ligegyldig, og den gør hverken fra eller til. Sagt med andre ord, så bliver filmen hverken bedre eller dårligere af, at han er med.

 

For Shark Swarm er så fornærmeligt ringe, at man ligefrem føler sig dummere, når den er færdig. Klicheerne hober sig op på hinanden i sådanne mængder, at enhver form for selvstændighed bliver kvalt. Skuespillet er diletantisk, instruktionen ligeså og historien burde være trykt på toiletpapir. Se den kun, hvis du har en sygelig trang til elendighed og selvpineri - eller skal bruge et opkastmiddel.

 

 

 

 

 

Ekstramateriale på denne DVD-udgave:

 

• Intet ekstramateriale

 

 

 

 

 

 

Fear Travels in Packs.