Antoine Fuquas Shooter (2007) er skåret over den klassiske læst, hvor højoktans bilaction krydres med hidsige og elegante skudscener. Det er en testosteronpumpet actionflick med smuk fotografering og en for genren typisk sammenbidt helt.
En smukt udført kameratur (tværs over et fotogent, etiopisk landskab) slutter på en bakke, hvor to snigskytter ligger godt skjult. Sådan indledes Antoine Fuquas Shooter, der blandt andet har Mark Wahlberg og Danny Glover på rollelisten.
Snigskytterne er ude på en (bliver de fortalt) fredsbevarende mission – de skal sikre, at en konvoj med amerikanske soldater kommer sikkert gennem fjendeland – men de aner ikke, at de i stedet baner vejen for en gruppe lejesoldater, der er hyret af højtstående politikere i den amerikanske regering til at udrydde en landsby, så en olieledning kan blive ført igennem denne. Missionen mislykkedes, og Swaggers (Mark Wahlberg) partner mister livet. Herfra klippes der tre år frem i tiden, hvor Swagger har valgt en eremit-tilværelse i en bjælkehytte i Rocky Mountains.
Men selvom Swagger har tillagt sig vildmandsskæg og hestehale – og har det fint med sin eneboertilværelse i de nordamerikanske bjerge – så vælger han dog igen at træde i tjeneste. Han opsøges af Oberst Isaac Johnson (Danny Glover), der vil hyre ham til at afværge et attentat mod præsidenten. Hvad Swagger dog ikke ved er, at han bliver forrådt og selv anklages for at stå bag attentatet. Swagger er tidligere blevet ladt i stikken af sit land, og hans patriotiske sans er én gang for meget blevet misbrugt – nu sætter en menneskejagt på liv og død ind.
Filmen er noget nær klinisk renset for følelser og sentimentalitet. End ikke, da Swagger opsøger den unge, smukke enke til den kammerat, der mistede livet under filmens indledende mission i Etiopien, opstår der sød musik på skærmen. Det hele forbliver latent og godt pakket ind i maskulin hårdhed. Det tætteste, Swagger kommer på at udtrykke sine følelser, er da han erfarer, at skurkene har skudt hans hund. Så da FBI-agenten, han netop har reddet ud af kløerne på nogle ret voldsomme typer, siger, at han ikke kan starte sin egen, lille krig, da svarer Swagger kold og sammenbidt: You don’t understand how serious this is. They killed my dog.
I et samfund, hvor korrupte politikere og embedsmænd har gennemsyret systemet fra bund til top med uærlighed, der finder man ikke retfærdigheden i retssale, hvor ligeså korrupte advokater, styret af førnævnte politikere, af ålen har lært at sno sig. Retfærdigheden sker først fyldest, når man tager den i sin egen hånd – og det gør Bobby Lee Swagger.
Mark Wahlberg er i fuld færd med at konstruere sin egen actionpersona. Three Kings (1999), The Italian Job (2003), The Departed (2006) og Max Payne (2008) er alle film, hvor Wahlberg spiller en hård hund. Ligeledes har Antoine Fuqua instrueret en række film, hvor det er den rå bid-ikke-skeer-med-mig-type, der fungerer som fokuskarakter. Tænk blot på Training Day (2001), Tears of the Sun (2003) og King Arthur (2004), der har henholdsvis Denzel Washington, Bruce Willis og Clive Owen i de ledende tough-guy-roller.
