"85 minutter i helvede!" Sådan kunne en ultrakort anmeldelse af Silent Scream lyde – og det har intet med filmens kvalitet som horrorfilm at gøre!
En gruppe psykologistuderende har – som tak for, at de har hjulpet deres underviser med dennes forskning – fået lov at låne en afsidesliggende hytte i det sneklædte Michigan. Her kan de give sig hen i hedonistiske sex- og drukorgier, der er så selvskrevne og klichetunge, at man allerede her trættes en smule og tænker: Findes der virkelig ikke innovative instruktører og manuskriptforfattere, der formår at sætte sig udover disse genrekonventioner?
De sexfikserede ynglinge når knapt nok at få sig installeret i hytten og smidt undertøjet, før en parkacoat-klædt psykopat ser rødt og likviderer kvinde på kvinde og mand på mand – her skelnes der ikke mellem kønnene. Ja, man kan ligefrem plædere for en form for narrativ ligeberettigelse, hvilket dog ikke gør filmen mere interessant af den grund.
Som det sig nu hør og bør, så er der naturligvis heller ingen mulighed for at komme i kontakt med omverdenen, da hytten ikke blot er afsidesliggende, den befinder sig endog - som vi ville sige på godt dansk – på Lars Tyndskids mark. Så selvom de alle render rundt med Nokia, så er det altså no, no hvad angår “connecting people”.
Jeg har set meget – rigtig, rigtig meget – men det er trods alt sjældent, at man støder på en film, der øjensynligt ikke vil noget som helst andet end skabe et absurd højt body count. Det lader til, at man har givet køb på filmens historie, så man i stedet har kunnet få den parkacoat-klædte psyko til i 85 minutter at slå ihjel på alt andet end geniale og innovative måder.
For det er ikke kun historien, der mangler i filmen, også selve udførelsen af de mange (alt, alt for mange) mord er dødsens kedelige og trivielle. Skuespillet er amatøragtigt og buldrende ligegyldigt og instruktionen må have været noget af det letteste i verden. Man forestiller sig, at instruktøren har sagt følgende: Kill, cut, thanks og that’s a rap…
Filmens slutning er i øvrigt øretæveindbydende elendig, og selvom tvistet – der er forsøgt skruet ned over projektet – muligvis gør, at filmen bevæger sig lige over grænsen for tumpestadiet, så redder det på ingen måde filmen, der absolut ikke skal være anbefalet.
Hvis man holder af slashergenren – og ikke gider hidse sig unødigt op over Silent Screams elendighed – så bør man i stedet give sig i kast med genrens klassikere som Halloween, Friday the 13th, The Prowler, My Bloody Valentine eller gense nyere film som Valentine, Scream eller I Know What You Did Last Summer.
Det er i hvert fald, hvad jeg vil gøre – og samtidig forsøge at glemme, at Silent Scream eksisterer.
