Han har danset med en ulv med én sok, gjort Sherwood-skoven usikker og drevet sheriffen af Nottingham til vanvid. Han har været bodyguard for en popsprudlende sangfugl, deltaget i opgøret ved kvægfolden O.K. Corral og set kloden blive dækket af vand. Men før alt dette, gjorde han livet surt for Al Capone i 30'ernes dekadente Chicago. Oplev Kevin Costner – samt Sean Connery og Andy Garcia – i en af 80'ernes bedste film: The Untouchables.
En af de største glæder ved det nye Blu-ray medie er, at filmselskaberne støver deres gamle klassikere af og får dem pudset fint op. Nu er Brian De Palmas suveræne gangsterklassiker – The Untouchables fra 1987 – blevet lanceret på BD af Paramount Pictures, og den tager sig smuk ud i sine nye, rensede klæder.
Det er toogtyve år siden, at The Untouchables havde premiere, men alderen trykker ingen steder på denne perle. Historien om Eliot Ness (Kevin Costner), der vil bringe Chicagos store crimeboss til fald – den sagnomspundne Al Capone (Robert De Niro) – er mindst lige så fængslende, som da jeg i min barndom så den for første gang på VHS.
FBI-agenten Eliot Ness, der er drevet af ildhu og idealisme, sætter alt ind for at få skovlen under dét forbrydersyndikat, der bliver ledet af AL Capone. Vi befinder os i 20’ernes og 30’ernes forbudstid i Chicago, hvor den illegale handel med spiritus florerer og gør Capone til en rig mand. Det er derfor ikke velset, at Ness begynder at rode rundt i gangsternes lyssky forretninger, der også gør korrupte betjente rige. Ness allierer sig med den retskafne gadebetjent Jim Malone (Sean Connery), der sørger for også at få den unge politikadet George Stone (Andy Garcia) med på holdet. Sammen indleder de en kamp mod forbryderne, der ikke bliver helt billig.
Det slår én, at alle skuespillerne virker unge. Selv Sean Connery, der i 1987 var 57 år gammel, er sprudlende i den eminente rolle som gadebetjenten Jim Malone, der headhuntes af Ness til at være del af den gruppe, der skal bringe Capone til fald. Rollen indbragte i øvrigt med rette Connery Oscaren for Bedste Birolle ved Oscaruddelingen i 1988.
Jeg glemmer sent Connerys monolog, når han med sin skotske accent siger, at:
You wanna know how to get Capone? They pull a knife, you pull a gun. He sends one of yours to the hospital, you send one of his to the morgue. That's the Chicago way! And that's how you get Capone. Now do you want to do that? Are you ready to do that? I'm offering you a deal. Do you want this deal?
Det er sgu da intet mindre ende smukt!
Smuk er også scenen på trappen ved togstationen, der er en hyldest til Sergei Eisensteins Panserkrydseren Potempkin (1925). Scenen er en studie i suspense, og er en af de smukkest og bedst koreograferede shoot-outs i filmhistorien. Især Andy Garcias glidende redning af den løbske barnevogn er mindeværdig – for ikke at nævne den efterfølgende aflivning af én af Capones hårde negle.
Ligeledes er musikken, der er komponeret af den suveræne Ennio Morricone, en gåsehudsfremkaldende oplevelse, der ikke blot smyger sig om de smukke billeder, der er skabt af fotografen Stephen H. Burum, men som også smyger sig ind i hjertet. Soundtracket bør, hvis man tilhører segmentet, der elsker billeder lige så meget som lyd, være fast bestanddel af ens samling af filmmusik.
The Untouchables hører til blandt Brian De Palmas absolut bedste film. De seneste film fra instruktørens hånd har desværre været ujævne, for at sige det mildt, og de bedste film blev instrueret i perioden fra 1976 til 1993. Det drejer sig om Carrie (1976), Dressed to Kill (1980), Blow Out (1981), Scarface (1983), The Untoucables (1987) og Carlito’s Way (1993).