Blandt mine favoritfilm finder man begge Tim Burtons “Batman”-film fra henholdsvis 1989 og 1992. Det er dystre, regntunge og gotiske mesterværker, hvor Michael Keaton forlener rollen som Batman med både en komisk og en sorgtung aura. Begge film er stadig på min liste over favoritter – nu dog sammen med Christopher Nolans actionmættede mesterværk “Batman Begins” fra 2005.
“Batman Begins” – der ramte biografens mørke i 2005 og nu er udkommet i en lækker Blu-ray-udgave fra Warner Brothers – gav franchisen fornyet liv og energi. Christopher Nolans omformulering af universet ramte plet hos både fans og anmeldere, som strømmede til for at opleve den nye Batman i skikkelse af den britiske skuespiller Christian Bale.
Filmen er et såkaldt reboot, der genstarter serien – og det på eftertrykkelig vis. I “Batman Begins” præsenteres vi for Batmans oprindelseshistorie, nærmere bestemt den tragiske hændelse i en mørk og skummel gyde, hvor kimen til Bruce Waynes alter ego bliver lagt. Det er her, nattens hævner bliver født.
Bruce Wayne, der har arvet faderens imperium, drager på en selvudslettende dannelsesrejse og udsætter sig for de mest kropsligt krævende prøvelser, hvis formål er at styrke ham både fysisk og psykisk. På denne rejse møder han Ra’s Al Ghul (Ken Watanabe), der har besluttet sig for at udslette Gotham City, som i mellemtiden er forvandlet til en dampende sump af kriminalitet.
For at blive genfødt som en ren by – for at genopstå som fugl Fønix af asken – skal byen destrueres. Ud af kaos – ud af asken – skal en ny æra, en ny by, opstå. En by, hvor ondskab og kriminalitet er en saga blot. Denne form for kontroversiel udrensning er Batman dog ikke lydhør over for, og et opgør med Ra’s Al Ghul bliver uundgåeligt!
“Batman Begins” er et uangribeligt mesterværk, hvor alle elementer føjer sig perfekt sammen. Et eminent cast, et gennemført plot (manuskriptet er skrevet af Christopher Nolan og David S. Goyer), en brillant fotografering, en dynamisk klipning og et hidsigt score med bulder og brag bidrager alt sammen til en film, der i mange år fremover vil stå som ikke blot en af de bedste DC Comics-filmatiseringer, men som en af de bedste film fra 2005.
Christian Bale tilfører Batman en autoritet og en alvor, man ikke i samme grad fandt hos Michael Keaton – som dog også gjorde figuren til sin egen. Sammen med Keaton er Bale den bedste Batman-skuespiller, der nogensinde har iklædt sig kappe og maske. Man kan kun håbe, at Christopher Nolan, efter sit nyeste eventyr med Batman og Co. (“The Dark Knight”), vil påtage sig flere filmatiseringer af Batman-universet – og at disse vil have Bale i rollen som den kappeklædte hævner, alle forbrydere frygter.
De mange “mindre” roller er blevet besat med stor omtanke. Især gør Morgan Freeman i rollen som multigeniet Lucius Fox samt Gary Oldman som Jim Gordon sig positivt bemærket. Dog er det Michael Caines portræt af butleren Alfred, der – foruden Bales Batman – skiller sig mest ud. Hans dybtfølte og engagerede fremstilling af Alfred, der fungerer som en elskelig fadersubstitut for Bruce Wayne, kunne næppe være blevet spillet bedre af nogen anden. Michael Caine er mesterlig i rollen.
Denne BD-udgave af filmen står billedsmukt og knivskarpt. Det er en film, der i allerhøjeste grad er skabt til Blu-ray-mediet, hvilket de smukke billeder til fulde vidner om. Især de imponerende panoramaindstillinger (skabt af Christopher Nolans hoffotograf Wally Pfister) giver gåsehud. Ligeledes præsenteres de dynamiske actionscener eminent, og nærkampene er hidsige og fastholdt på en livagtig og medrivende måde.
Sammen med den smukke fotografering og den elegante klipning bør man også bemærke det gennemførte score, leveret af de to garvede komponister James Newton Howard og Hans Zimmer. Der er tale om en komposition, der i samspil med filmens øvrige æstetiske elementer skaber en actionfilm, som med stor effekt sørger for, at seeren sidder tilbage med konstant gåsehud.
Ydermere gør det imponerende opbud af ekstramateriale, der findes på denne BD-udgave af “Batman Begins”, filmen til en absolut nødvendighed i enhver filmsamling. Det er glædeligt at se, at Warner Brothers igen har vist, at de formår at sende nogle af markedets bedst udstyrede filmudgivelser på gaden – til stor glæde for filmfans.
Og hvis man endnu har til gode at opleve Christopher Nolans nyeste indslag i Bat-universet – “The Dark Knight” – kan man glæde sig over, at Warner Brothers blandt ekstramaterialet har inkluderet filmens prolog – og det endda i High Definition.