Lindhardt & Ringhof har netop udgivet svenske Jerker Erikssons og Håkan Sundquists krimidebut “Kragepigen”, der er første del i en trilogi. Anden del – “Sorgens ild” – er planlagt til udgivelse i oktober 2011.
Der er langt til engelsk landsbyidyl i moderne nordiske krimier. Her finder man ikke blomstrende stokroser, en strikkende detektivtante a la Miss Marple og teselskaber i nydelige sommerhaver. Nej, i den moderne krimi tager man fat om de mest ækle sider af samfundet. Man berører det tabubelagte, man dyrker det modbydelige, det ondskabsfulde, det ækle. Man dyrker mørket.
I krimidebutanterne Eriksson og Sundquists “Kragepigen”, der er første del i trilogien “Victoria Bergmans svaghed”, bliver der ikke sparet på krudtet. Her finder man psykopater, stærkt traumatiserede personer, hustruvold, forliste ægteskaber og ægteskaber, der er ved at forlise, pillemisbrugere, pædofile, incestudøvere, børnemishandlere, torturbødler og mordere. “Kragepigen” er ikke en rar roman, det er ikke en rar krimi, men det er en god krimi.
Stockholm er på den anden ende. Det ene lig efter det andet bliver fundet i byen. Ligene af unge drenge, der alle er blevet skamferet, de har fået skåret deres genitalier af, dukker op. Kriminalkommisær Jeanette Kihlberg bliver, sammen med kollegaen Jens Hurtig, sat på sagen, der udvikler sig til et veritabelt mareridt af tortur, død, incest og pædofili.
Der er ingen forsonende humor, som man eksempelvis finder det i Jussi Adler-Olsens “Afdeling Q”-krimier, i “Kragepigen”. Der er ingen smil på læben, ingen trækken på smilebåndet, ingen stille latter. I “Kragepigen” råder afmagten, tristheden, ondskaben, lidelserne … og døden.
En klassisk kliche lyder, at virkeligheden altid overgår fiktionen. Desværre er det sådan, at fiktionen ofte finder sin inspiration i virkeligheden. Her ikke mindst kriminal-fiktionen. Herhjemme kører Brønderslev-sagen i retten – og medierne! – hvor en stor søskendegruppe, her især den ældste datter, er blevet udsat for den groveste, mest inhumane og utænkelige form for misbrug og vanrøgt. Det løber én koldt ned ad ryggen, når man læser om de uhyrligheder, børnene har været udsat for. Det er lignende uhyrligheder, man kan læse om i Erikssons og Sundquists roman.
I “Kragepigen” åbner krimiduoen for Pandoras æske, og romanens 427 sider er gennemsyret af de meste fordærvede personer, man kan forstille sig. Man vender side efter side efter side blot for at konstatere, at det bliver værre og værre og værre. “Kragepigen” læser sig med pageturner-hast. Man sluger ordene, sætningerne siderne hurtigere end hurtigt, og når man når enden, og sidste side afslører en cliffhanger, ærgrer man sig over, at der stadig er lang tid til oktober.
Men selvom Kragepigen er uhyggelig krimilæsning, så kan man ikke undlade at bemærke den noget stereotype skildring af mænd. Udover Jens Hurtig, som man ikke lærer at kende, bliver alle mænd hver som én fremstillet som moralsk anløbne sexmonstre, utro udyr og magtfikserede grådighedsmennesker. Kvinderne derimod er ofre, der alle til hobe lider under den patriarkalske dominans. Hvis man kan sluge disse kameler, og ikke har noget imod den lidt unuancerede kønstilgang, så er “Kragepigen” en udmærket og hurtigt læst krimi til sommeren. En krimi, der tager fat i nogle ret så betændte områder.
© COVER: Lindhardt & Ringhof