Spændingsromanen “Sankt Psyko” – skrevet af den svenske bestsellermester Johan Theorin – forsøger at udforske det menneskelige sinds irgange, hvilket ikke lykkes. Hverken helt eller halvt.
Børnehavepædagogen Jan Hauger har fået en vikarstilling i børnehaven Lysningen, der er tilknyttet den retspsykiatriske sikringsafdeling på Sankt Patricia. Et psykiatrisk hospital, der huser i hvert fald én stærkt ubehagelig type: seriemorderen Ivan Rössel.
Hauger, der både har skeletter i skabet og lig på loftet, følger sin egen forskruede dagsorden, der naturligvis ikke skal afsløres her, men som utilsigtet kommer til at involvere ovenover nævnte seriemorder. Haugers handlinger er ikke styret af sund fornuft, og graden af empati, han kan mønstre, er problematisk. Og så er det i øvrigt ikke på grund af børnene, at han har søgt vikarstillingen. De i romanen indvævede spring i tid gør, at man langsomt finder ud af, hvad Hauger har bedrevet samt hvorfor, at han helst ikke vil have rodet rundt i sin fortid.
Johan Theorin, der herhjemme er bedst kendt for sine pt. tre udgivne Ølandskrimier, har med “Sankt Psyko” begået en ordinær og sprogkedelig krimibanalitet, der humper sig adstadigt af sted. Den nærmest filmisk skrevne afslutning på krimibanaliteten, der afvikles i et hidsigt over hals og hoved-tempo, gør ikke romanen bedre, tværtimod. Hvis romanen som helhed er middelmådig, så er slutningen direkte elendig. Det er action på bekostning af psykologi.
Jeg kan derfor heller ikke påstå, at jeg efterlades med helt samme opfattelse som den, en unavngiven anmelder fra Skånskan.se citeres for at have. Forlaget citerer på bogens bagside nævnte anmelder for at mene, at Theorin er en af Sveriges mest originale og velformulerede forfattere. Hvis ordene original og velformuleret skal tages for gode varer, så må det i sandhed stå skidt til med originale og velformulerede forfattere i det svenske litteraturmiljø, når Theorin for “Sankt Psyko” kan høste så fine ord.
“Sankt Psyko” er en roman af den slags, man kun læser én gang.
