For superhelten på film er et voksende persongalleri ikke noget nyt. I 2006 udvidede X-Men: The Last Stand en allerede fyldig rolleliste, hvor Brett Ratner afløste Bryan Singer, instruktøren fra de to foregående film om X-Men. Forøgelsen af superheltenes antal i den afsluttende del af trilogien hjalp ikke en utilfredsstillende konklusion og tilbage stod en uforløst historie med to stærke film og én flagrende, overfladisk afslutning for X-Men. Året efter, 2007, gennemgik endnu en film baseret på Marvels katalog af superhelte, Spider-Man 3, en lignende skæbne. Dog med samme instruktør for alle tre film, Sam Raimi. De to første film om Spider-Man var kritikerroste publikumssuccesser, der i høj grad banede vejen til den guldalder for superheltefilm, som vi oplever nu. Tredje film led i lighed med X-Men: The Last Stand voldsomt under et oppustet persongalleri med ikke blot én skurk, men tre: Sandman, New Goblin og ikke mindst, Venom. Specielt sidstnævnte fortjente bedre plads og portrættering end tilfældet var. Sådan gik det ikke og pladsmanglen trak Spider-Man 3 ned på et niveau, der adskilte sig markant fra de to første film.

Årene gik, Marvel skaber sit fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe (MCU) og Sony, der ejer rettighederne til Spider-Man, har imellem tiden genfortolket superhelten. Tobey Maguire fra Raimis version af netsvingeren gled ud og titelrollen tilfaldt i stedet Andrew Garfield i The Amazing Spider-Man (2012), som blev instrueret af Marc Webb. Trommehvirvel. Den første genfortolkning med Garfield og Webb var en udmærket film, særligt på grund af netop Andrew Garfield og Emma Stone som hans kærlighedsinteresse Gwen Stacy. Selvom man gennemgik mange af de samme plottråde som Spider-Man (2002) gjorde ti år tidligere. Blot to år efter kom efterfølgeren The Amazing Spider-Man 2 (2014). Udover at virke som en visualisering af teorien om, at alle mennesker er forbundne i maksimalt seks led, er The Amazing Spider-Man 2 et studie i for mislykket udvidelse af et filmunivers. Filmen putter nye karakterer ind i en fortælling, der har for travlt med at bygge bro til andre, fremtidige film i Sonys eget fælles filmunivers til at holde fokus på sin egen historie og sit eget persongalleri.

Marvel Studios, filmselskabet bag MCU, samlede som nævnt de helte, som de havde rettighederne til, i The Avengers (2012). Filmen var den foreløbige kulmination på ikke færre end fem selvstændige film om Hulk, Iron Man, Thor og Captain America. Til at holde styr på persongalleriet var instruktør Joss Whedon og han gjorde et fantastisk stykke arbejde med at balancere historie og karakterer i en fænomenal underholdende film om en gruppe superhelte. Tre år efter skulle Whedon genskabe magien med næste film om superheltegruppen Avengers: Age of Ultron (2015). Udover de førnævnte superhelte, indslusede filmen også Vision, Scarlett Witch, Quicksilver og samtidig skulle Whedon også etablere Ultron som en trussel mod superheltene og resten af verdenen. Dertil kommer superhelten Falcon, der gjorde sin entre i Captain America: The Winter Soldier, og som i Avengers: Age of Ultron slutter sig til gruppen. Den stigende tæthed af superhelte og en ny modstander skabte en hektisk filmoplevelse, der blev forstyrret af plotelementer, der henviste til kommende film, Thor: Ragnarok (2017) og Black Panther (2018). Alt i alt skuffede Avengers: Age of Ultron med sin travlhed og med sin flyvske opmærksomhed.

Alt i mens det skete, vendte Bryan Singer i 2014 tilbage til X-Men med X-Men: Days of Future Past. Ikke alene skulle Singer instruere den nuværende gruppe af superhelte fra førnævnte trilogi, han havde også til opgave at flette deres yngre udgaver fra X-Men: First Class (2011) ind i en film, som bevæger sig i to forskellige tidslinjer med alternative fremtidsperspektiver. Munden var nok fuld, men takket være kompetent instruktion, dygtige manuskriptforfattere og i særdeleshed et veloplagt og stort ensemble af skuespillere, fusionerede man de to tidslinjer i en flot og medrivende film.  Ganske som hos Marvel, ønskede FOX en fortsættelse af deres succes og det fik de med X-Men: Apocalypse (2016), der igen er instrueret af Singer. Filmen, på trods af at have én tidslinje og ét sæt af skuespillere, lider under et overfyldt og frem for alt et underudviklet persongalleri og tilsat en generisk skurk, gjorde at kvaliteten ikke var den samme som den foregående film. Igen er der sammenfald mellem to installationer i hvert deres filmunivers.

Nuvel, tiden er inde for at se nærmere på en superheltefilm, der samler et uhørt antal karakterer. Mere konkret involverer Avengers: Infinity War ikke færre end 22 karakterer fra de tidligere film i MCU og her medregnes ikke fx Pepper Potts, The Collector, Okoye, Shuri og Wong. Udover det, foldes Marvels helt store skurk, Thanos, ud i nærværende film, hvor også hans fire håndlangere, The Black Order introduceres. Alene størrelsen på rollebesætningen er episk og det er præcis, hvad Avengers: Infinity War er. En episk superheltefilm.

Filmens budget er estimeret til cirka 300 millioner dollars, hvor den første The Avengers havde et budget på 220 millioner dollars, mens budgettet for Avengers: Age of Ultron var 250 millioner dollars.

Bag kameraet står instruktørbrødrene Anthony og Joe Russo. De instruerede deres debutfilm i 2002, Welcome to Collinwood, en komedie med blandt andre William H. Macy, Isaiah Washington, Sam Rockwell og George Clooney. Filmen havde et budget på 12 millioner dollars. Herefter instruerede duoen den romantiske komedie You, Me and Dupree (2006), som har Owen Wilson, Kate Hudson og Matt Dillon i hovedrollerne. Tiden der fulgte sendte brødrene i en instruktørmæssig dvale på otte år, før de brød igennem med den medrivende og effektive Captain America: The Winter Soldier (2014), en succes som brødrene byggede videre på med den vellykkede Captain America: Civil War (2016). Sidstnævnte film har dog bestemte karakteristika, blandt andet et massivt persongalleri, som gør, at filmen nærmere er Avengers 2.5 end en selvstændig film med fokus på Captain America. Captain America: Civil War markerede også introduktionen af både Black Panther (Chadwick Boseman) og en ny Spider-Man (Tom Holland) i det fælles filmunivers og det med bravur. Førnævnte film kan ses som en generalprøve på netop Avengers: Infinity War.

Manuskriptet til dette opus af en superheltefilm er skrevet af forfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely. De to har stået bag manuskripterne til de tre film om The Chronicles of Narnia (2005, 2008 og 2010). Året efter seneste Narnia-film, debuterede makkerparret hos Marvel med Captain America: The First Avenger (2011) og udover en detour hos Michael Bay med Pain & Gain (2013), har Markus og McFeely alene ført pennen i regi af Marvel Cinematic Universe:
Thor: The Dark World (2013), Captain America: The Winter Soldier og Captain America: Civil War. Desuden har de også været inde over James Gunns manuskript til Guardians of the Galaxy (2014). Christopher Markus og Stephen McFeely har også skrevet manuskriptet til den kommende, endnu titelløse, Avengers 4 (2019).

Filmens musik er skabt af Alan Silvestri, en særdeles rutineret filmkomponist. Fra sin debut med The Doberman Gang i 1972, har Silvestri komponeret musik til blandt andet Ready Player One (2018), G.I. Joe: The Rise of Cobra (2009), Beowulf (2007) Lara Croft: Tomb Raider – The Cradle of Life (2003) Cast Away (2000), Judge Dredd (1995), Forrest Gump (1994), Predator (1987) og ikke mindst trilogien om Marty McFly og Dr. Emmett Brown: Back to the Future (1985), Back to the Future Part II (1989) og Back to the Future Part III (1990). Som det fremgår af udsnittet af hans cv, arbejder Silvestri ofte sammen med instruktør Robert Zemeckis og har en meget bred profil, der både favner drama, science fiction, eventyr og action. Særligt temaet til Forrest Gump er et flot stykke musik, der indkapsler hovedpersonens enfoldighed, nysgerrighed og ikke mindst godhed. Det samme gør sig gældende med Silvestris musikalske bidrag til Avengers: Infinity War. Han fanger filmens episke tilsnit med musikkens storladenhed, tyngde og urovækkende rædsel.

Den tredje film om The Avengers starter med en dygtig skrevet åbning, der trods et par logiske kortslutninger, sætter scenen for filmens tone og endnu vigtigere, gør Thanos til en trussel, der ikke blot er et bump på vejen tilbage til status quo. Marvel har, for alle deres talenter i de tidligere 18 film i MCU, sjældent haft succes med at etablere en værdig modstander for superheltene. Loke og til en vis grad Vulture fra Spider-Man: Homecoming (2017) er et par af undtagelserne, der brænder igennem i deres kamp med heltene. Den svaghed eliminerer Thanos. Han føles som en karakter og ikke blot et plotelement. Det aspekt kan i høj grad tilskrives skuespilleren bag, Josh Brolin, som leverer en grum og alligevel nuanceret præstation som den gale titan. Et kendetegn, der ofte nævnes i relation til mindeværdige filmskurke, er at de ser sig selv som helten i deres egen historie med deres egne moralske kodeks. Man anerkender Thanos for sin dedikation, både i tale og handling, man forstår hans absolutte logik. Selvom den har grusomme konsekvenser. Der er siden 2012 blevet bygget op til denne karakter siden den meget omtalte scene efter The Avengers og Thanos er ventetiden værd. Han er med afstand den mest magtfulde og værdige modstander, som Avengers har mødt. På sin vis tilhører Avengers: Infinity War Thanos.
Med sig har han som nævnt The Black Order, som i filmen benævnes Children of Thanos. De fire håndlangere afgiver en suspekt atmosfære hver gang de indtager skærmen. Særlig Ebony Maw (Tom Vaughan-Lawlor). Gruppen er måske ikke kompleks i deres uhyrelig adfærd, men de er, hvad man har brug for med deres evner til at udgøre en selvstændig trussel mod superheltene og ikke blot endnu en overkommelig forhindring før konfrontationen med Thanos.

Med persongalleriets volume må man give væsentlig kredit til manuskriptforfatterne Christopher Markus og Stephen McFeely for deres håndtering af de mange superhelte. Det kunne nemt gå galt, som det gjorde i X-Men: The Last Stand eller Spider-Man 3 og til dels i Avengers: Age of Ultron, men balancen, hvorpå de forskellige karakterer indtræder i forskellige sammenhænge og nye, vellykkede dynamikker, er en fornøjelse. Både når humoren krydrer dramaet og når de storslåede sekvenser med action fryder det indre barn. Til tider er filmens rytme måske ikke helt så flydende med de mange fokuspunkter for historien, men det tilgiver man i det store billede. Den segmentering af superheltene, hvor egoer støder sammen, er ikke ulig The Avengers, denne gang, af åbenlyse årsager, med mere historik og kendskab til karakterne. Kendskabet er derfor også centralt for at se Avengers Infinity War. Det er sparsomt med baggrundshistorie, hvorfor et solidt indblik i de tidligere film bidrager til en større filmoplevelse. Hvis man ikke afholder et par ugers ferie til samtlige atten foregående film, bør man se eller gense Captain America: Civil War, Thor: Ragnarok, Black Panther og de to første film om gruppen af superhelte. Ønsker man at få endnu mere ud af netop Thanos, bør man ikke snyde sig selv for Guardians of the Galaxy og Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017).  Avengers Infinity War regner derfor med, at man allerede er investeret i karakterne og lad os være ærlige, hvis man ikke er det efter de atten film, så bliver man det heller ikke.

Som instruktører tilfalder en væsentlig del af filmens høje kvalitet brødrene Russo. De udnytter det nye potentiale for gruppedynamik på fornemmeste vis. Forskellige ideologier hos superheltene mødes for at stå imod Thanos’ egen ideologi og resultatet er lige dele imponerende og utroligt. Der var en tid, hvor Marvel benyttede en velfungerende, men også til tider slidt skabelon for deres film. Den tid er slut. Ved at overdrage tøjlerne til Russo-brødrene i blandt andet Captain America: The Winter Soldier, James Gunn i de to film om Guardians of the Galaxy og Taika Waititi, Thor: Ragnarok, har hver film sit helt eget særkende og er bedre for det. Det gælder også for Avengers Infinity War. Det er derfor paradoksalt at kunne drage sammenligninger mellem brødrene Russo og Christopher Nolan, men filmens tone er overraskende mørk og knugende med en følelse af ægte nerve, hvis intensitet borer sig ind i kroppen fra første til sidste scene. Avengers Infinity War tager en grad af risici og udviser et mod, som man ikke troede muligt hos Marvel.

Men nok kan manuskriptforfattere, komponister og instruktører gøres deres del på fornemmeste vis, men hvis ikke skuespillerne også leverer varen, lider en films kvalitet. Det er ikke tilfældet her. Henover de ti år med MCU, har der været den ene velplacerede casting efter den anden og det er svært at se andre i de bærende roller. Josh Brolin er allerede blevet nævnt som en kapacitet i Avengers Infinity War, men også Chris Pratt bør nævnes. Som Star Lord står Pratt med vel nok de sværeste beslutninger i en allerede kompliceret situation og kaliberen af skuespil, som Pratt viser, bør roses. Det gælder over hele linjen for det velspillende ensemble: Robert Downey Jr., Chris Hemsworth, Mark Ruffalo, Tom Holland, Scarlett Johansson, Elisabeth Olsen, Benedict Cumberbatch, Dave Bautista, Chadwick Boseman, Zoe Saldana, Bradley Cooper og Chris Evans. Sidstnævnte er dog en af de få superhelte, der ikke helt får nok skærmtid. Ellers er det en fornøjelse at se de verbale slagudvekslinger, specielt mellem de to narcissister Stark og Strange, og de to modsætninger med en fælles interesse for våben, Thor og Rocket.

Som superheltefilm, pløjer Avengers: Infitity War sig igennem forventningerne, der i ti år blevet opbygget igennem atten foregående film. Chokbølger, skabt af Thanos og de kreative kræfter bag filmen, gør at Avengers: Infitity War giver publikum, hvad de vil have og hvad de ikke vidste, at de vil have.