ANMELDELSE: “The Little Mermaid” (2023)

Familiekvartetten så forleden Disneys genindspilning af “Den lille havfrue” i biografen. Imponeret var jeg ikke, og det bedste ved filmen var uden tvivl mine to poders uhildede begejstring og konstant store øjne under eventyrets halvepiske og 135 minutter lange spilletid. De var bjergtaget, det var fantastisk, de havde en fest.

Det ligger jo i tiden, at vi skal genbruge – det er moderne, hipt og godt for klimaet. Med det in mente har Hollywood altid været moderne og med på noderne, for Tinseltown er nærmest synonym med genbrug. Disney har (afhængig af, hvorledes man gør status) i den henseende lanceret 21 live action-genindspilninger af deres animerede klassikere, og de har i skrivende stund 12 i støbeskeen – imponerende!

Og det er også her, min primære anke gemmer sig: Genbruget og den manglende nytænkning, at fantasien og kreativiteten ikke får vinger i nye film og nye projekter, der kan katapultere de sunde budskaber, Disney repræsenterer, ud i verden. Det er ganske få af deres genindspilninger, som vil noget nyt med det gamle. De findes, men de er ikke mange. Og en flot billedside med lækker CGI gør det ikke alene.

Disneys politiske budskaber er sunde og nødvendige, og jeg har den største veneration for den kamp, de er med til at udkæmpe på fiktionens arena, men de formår desværre sjældent at smelte budskab og plot sammen på en måde, der ender med en helstøbt film. Og her er det langt hen ad vejen genindspilningen som “genre” og den manglende nytænkning, der spænder ben for projektet. Disney burde – som ét af Hollywoods største, ældste og mest magtfulde filmselskaber – applikere samme grad af kreativitet i deres live action-film, som de i årevis har formået at gøre det i deres animationsfilm: Både i filmene, der hvert år udvider deres klassiker-serie, samt perlerne fra PIXAR.

Det er Rob Marshall, der har instrueret “Den lille havfrue” – og det fornægter sig ikke. Marshall, der har instrueret flere Disney-film, er også kendt for at have en forkærlighed for musical-genren – “Nine”, “Chicago”, “Into the Woods” – hvilket bringer mig frem til endnu en anke:

Mange af filmens sange bliver overdoseret med patos i en sådan grad, at selv den største musical-elsker må få lidt hidsigt-nervøse tics omkring øjnene. Især en opulent og kunstigt virtuost oppustet arie, fremført af den uhelbredeligt forelskede Erik, gør ondt fra top til tå. Det bliver følelsesmæssigt skingert og skaber ubalance i filmen, når han skråleskriger sin ulykke ud fra klippens top.

Og så er der skurken Ursula, der er lige så lidt skurkagtig som Jafar er det i den nye “Aladdin” – her vinder de animerede pendanter over Melissa McCarthy og Marwan Kenzari, der spiller Ursula og Jafar i live action-udgaverne. At skabe en god skurk er en svær kunst (og her er “Aladdin” faktisk en af de bedre genindspilninger).

Men selvom Disneys genindspilninger sjældent er nødvendige eller gode, så fortjener de at blive kritiseret sagligt, sobert og med argumenter, der ikke har fokus låst fast i en racistisk optik, der ikke kan stille skarpt på det væsentlige. Og desværre er der alt for mange af internettets selvbestaltede kritikere, der ikke evner dette.

Det er nemlig nærmere reglen end undtagelsen, at Disney skaber polemiske dønninger på de sociale medier, når de lancerer endnu en live action-udgave af deres animerede klassikere. Hvis vi ser bort fra den professionelle kritik, der mestendels leveres sobert, fagligt og velfunderet med fokus på filmen, så har Disney gennem de seneste år tiltrukket sig opmærksomheden fra internettets hær af hadsoldater, hvor pøbeltendenser og smagløs, racistisk, hooligan-agtig opførsel har sat dagsordenen for, hvorledes deres film modtages.

Sagen er nemlig den, at Disney med deres revisionistiske gennemgang af deres bagkatalog, hvor de holder et stringent fokus på repræsentation (køn, seksualitet, ligestilling, etnicitet) har påkaldt sig vreden fra et ondt hvepsebo befolket af bitre typer, der foretrækker at gå efter manden og kvinden, ikke bolden. Og det er desværre dén malstrøm af ureflekteret og usaglig kritik, der fylder mest.

I “Den lille havfrue” var det således et problem, at en ung, mørk kvinde (Halle Bailey) skulle spille Ariel, der i 1989-udgaven portrætteres som kridhvid og rødhåret. Én af de ikke så logiske deviser lyder, at der ikke er plads til mørke havfruer “Under the Sea”, som titlen lyder på Alan Menkens og Howard Ashmans Oscarvindende sang fra 1989. Men der ér plads til havfruer og -mænd af alle farver under havet, og filmen giver også en god forklaring på, hvorfor der er havfruer og -mænd af alle farver.

Hvorom alting er, så gav genindspilningen mig lyst til at gense John Muskers og Ron Clements’ “Den lille havfrue”, som indledte Disney-renæssancen i 1989. Og det er faktisk noget, Disney har brug for igen: En renæssance, hvor deres repræsentationsfilosofi og politik kobles med nytænkning, fantasi og kreativitet. De har et overflødighedshorn af talentfulde filmskabere til deres rådighed, så genbruget kan sagtens fejes til side.

Desværre skriver “Den lille havfrue” sig ind blandt Disneys unødvendige genindspilninger – men pigerne havde en fest, og det betyder alt.



FAKTA

Titel: The Little Mermaid

År: 2023

Instruktør: Rob Marshall

Spilletid: 2 time 15 minutter

Genre: Musical / fantasy / romantik

Land: USA

Filmselskab: Walt Disney Pictures

Anmeldt udgave: Biografen

Trailer & plakat: © Walt Disney Studios