ANMELDELSE: “No One Will Save You” (2023)

Det er ingen hemmelighed, at Stephen Kings ord vejer tungt hos undertegnede, og når han anbefaler en horrorfilm, så bliver den noteret i min lille, sorte “jeg skal huske at se filmen”-bog!

King omtaler Brian Duffields “No One Will Save You” (2023) som værende både “truly unique” samt “brilliant, daring, involving, scary” – det er noget af en salgstale, når King er afsenderen! Guillermo del Toro anbefaler i øvrigt også filmen, så den kan altså noget, når den får to genrekyndige herrer til at markere sig.

Det er et simpelt og meget klassisk setup, vi har med at gøre: En ung, ensom kvinde med ar på sjælen bor langt ude på landet. Der er ingen naboer i umiddelbar nærhed, og hendes hus ligger midt i en stor, mørk skov. En nat vågner hun. Der er lyde i huset, og hoveddøren står på vid gab … og så!

“No One Will Save You” er lige dele science fiction-horror, alien invasion-film og paranoiathriller, der er forbrødret med en film som “Invasion of the Body Snatchers” (originalen fra 1956, og den eneste gode genindspilning – min favorit – fra 1978).

Filmen er stort set renset for dialog. Ja, den er næsten ordløs, hvilket fungerer upåklageligt. Den har også mange lighedspunkter med episoden “The Invaders” fra tv-serien “The Twilight Zone” (1959-1964). “The Invaders” er skrevet af horror- og science fiction-forfatteren Richard Matheson med musik af en ung Jerry Goldsmith, hvilket er grund nok til at se omtalte episode.

Normalt gennemskuer jeg jump scares på lang afstand, men jeg hoppede altså lettere uelegant, da jeg mødte filmens eneste af slagsen helt og aldeles uforberedt.

“No One Will Save You” ligger i øvrigt på Disney+, hvis man ved selvsyn ønsker at se, om man er enig med gysermestrene King og del Toro.



FAKTA

Titel: No One Will Save You

År: 2023

Instruktør: Brian Duffield

Spilletid: 1 time 33 minutter

Genre: Horror / science fiction / thriller

Land: USA

Filmselskab: 20th Century Studios

Anmeldt udgave: Streaming (Disney+)

Trailer & plakat: © 20th Century Studios