NYE BØGER: “James Bond. Dr. No”

Det tyske feinschmeckerforlag Taschen er kendt for sine voluminøse bøger i XXL-størrelse. Det er dog ikke kun størrelsen på bøgerne, der kendetegner forlaget, det er også priserne på deres bøger, der ofte befinder sig i en liga for sig selv.

Forlaget har således netop udgivet en bog, som filmelskere i almindelighed (og James Bond-fans i særdeleshed) sikkert gerne vil læse og eje, men de fleste vil nok vælge den fra, da mælk og mad i køleskabet trods alt har forrang. Mere om prisen nedenfor.

Bogen, der er tale om, er “James Bond. Dr. No” – en luksuriøs sag på 492 sider, der vejer 8 kg og leveres i en smuk slipcase-kassette. Bogen er kurateret og skrevet af filmhistorikeren Paul Duncan, og den udkommer i 1962 nummererede eksemplarer (filmen havde premiere i 1962, så det er en fin gimmick at udgive præcis det antal bøger).

Og nu kommer vi til prisen på herligheden: Den “billige” udgave kan erhverves for 6000 danske kroner, og den dyre udgave koster omkring 11.200 – men så får man også et indrammet screenshot fra filmen med i prisen.

Man kan læse om bogen her, og så kan almindeligt dødelige med en bankkonto, der ikke er i familie med dem, der tilhører Musk og Bezos, læne sig tilbage i stolen og håbe på, at der et sted ude i fremtiden også kommer en udgave af bogen, der ikke ruinerer en.


© Taschen (cover)