En lille “Ikke høre, ikke se, ikke tale”-figur med variation

Hvert år tager familien til Vestkysten. Vi lejer et sommerhus, og så lader vi ellers tiden stå stille i 14 dage. Sådan har vi gjort de sidste 13 år. Det er en tradition, der bærer andre traditioner med sig – eksempelvis besøger vi altid et overflødighedshorn af genbrugsbutikker og loppemarkeder i de vestjyske byer, vores ferieodysse bringer os fordi.

For et par år siden besøgte vi – igen, igen – det smukke Bovbjerg Fyr, der ligger placeret i de smukkeste omgivelser. På vej hjem holdt vi ind på en gårdsplads, der skiltede med, at der var garagemarked. Der var tale om en kæmpe lade spækket med uinteressante ting, samt en længe, der indeholdt de lidt mere værdifulde genstande.

Der var dog ikke meget at komme efter, men min bedre halvdel spottede hurtigt en lille, finurlig figur i messing. Den forestillede trioen af aber, der ikke hører, ser eller taler … og denne trio viste sig faktisk med sin fjerde abe, der holder hænderne for sine ædlere dele, at være en kvartet.

Lige siden jeg som barn første gang så Franklin J. Schaffners mesterlige og nu klassiske og ikoniske filmatisering af Pierre Boulles roman “Abernes planet”, har jeg haft et særligt forhold til de tre vise aber, der stammer fra japansk kultur. I filmen portrætteres de af orangutanger, der ikke vil have noget som helst med mennesker at gøre. Hvis man ikke taler om menneskerne, ikke kigger på dem og ikke lytter til dem, så eksisterer de ikke: Smart … eller? Ja, måske er de slet ikke så vise.

© 20th Century Fox

Den lille messingfigur med aberne Mizaru (ikke se), Kikazaru (ikke høre) og Iwazaru (ikke tale) bestod som skrevet også af en fjerde abe, der repræsenterer en variation over den japanske myte. Den fjerde abe hedder Sezaru, og den repræsenterer princippet om, at man ikke må gøre ondt. Man kan også finde figurer, hvor den fjerde abe holder sig for næsen, hvilket betyder “lugt intet ondt”…

Købt: Garagemarked omkring Bovbjerg Fyr i Vestjylland
Pris: 25 kroner


© Robert Johannes Rasmussen

Loppemarkeder, kræmmermarkeder, genbrugsbutikker og antikforretninger vækker min indre Indiana Jones, og de taler – nej, skriger! – til den uforbederlige samler, der gemmer sig i mig: For der er intet så tilfredsstillende som at gøre et genbrugskup! Når man f.eks. i en bunke billige juleplatter fra 70’erne og 80’erne finder én fra 1957 til 20 kroner. Eller når man på genbrugsbutikkens hylder – blandt hundredvis af ordinære IKEA-glas, der nærmest foræres væk – spotter et hånddekoreret og mundblæst portvinsglas til Bing & Grøndahls mågestel fra Lyngby Glasværk. Lyngby producerede en serie glas til Bing & Grøndahls berømte stel i perioden 1954-2000. Eller når man boghøster og kommer hjem med stakkevis af gode bøger til absolut ingen penge. Ja, så er glæden stor hos genbrugsentusiasten.