Der stod det. Helt alene og skuttede sig blandt ordinære, masseproducerede glas i en Røde Kors-butik. Det var et hedvins-/portvinsglas fra Lyngby Glasværk, der producerede en glasserie til Bing & Grøndahls ikoniske mågestel i årene 1954-2000.
Glasset – der er 9,4 cm højt og 5 cm i diameter – er et mundblæst krystalglas med hånddrejet stilk, og mågerne er håndgraverede ind i selve glasset, som har en mundrand og en fodplade, der er beklædt med det pureste 21 karat guld … jo, jo!
Hvis mågeglas markeres som 2. sortering, hvilket mit fund givetvis ville være blevet, hvis jeg havde købt det i en antikforretning, er det typisk, fordi guldkanten ikke er pæn. Guldkanten på mit glas er forsvundet, og tilbage er blot en gullig kant, der markerer forne tiders storhed. Derfor: Vask glas og stel op i hånden, ikke i maskinen, hvis du vil bibeholde guldkant og glans.
Mig bekendt findes der 11 forskellige mågeglas fra Lyngby Glasværk. Blandt andet snaps, portvin, likørskåle, cognac (lille/stor), øl, hvidvin, rødvin, champagneskål, champagnefløjte m.fl. Glassene fås både med og uden måger, og hvidvinsglasset kan fås i såvel alm. glas som i den smukkeste grønne farve!
Her i huset samler vi på mågestellet, og flere portvinsglas (samt de smukke, grønne hvidvinsglas) står helt sikkert på samlerens ønskeliste.
Købt hos: Røde Kors i Bellinge (Odense)
Pris: 15,- (normalpris 1. sortering ca. 70 kroner)
INFO: Lyngby Glasværk blev grundlagt i 1940 af den danske isenkræmmer Holger Jepsen og har siden udviklet sig til at blive et af Danmarks toneangivende og mest succesfulde glasbrands. Alle mågestelglas tåler ikke opvaskemaskine. Noget af guldkanten forsvinder ved hver vask, så det anbefales, at man håndopvasker.

Loppemarkeder, kræmmermarkeder, genbrugsbutikker og antikforretninger vækker min indre Indiana Jones, og de taler – nej, skriger! – til den uforbederlige samler, der gemmer sig i mig: For der er intet så tilfredsstillende som at gøre et genbrugskup! Når man f.eks. i en bunke billige juleplatter fra 70’erne og 80’erne finder én fra 1957 til 20 kroner. Eller når man på genbrugsbutikkens hylder – blandt hundredvis af ordinære IKEA-glas, der nærmest foræres væk – spotter et hånddekoreret og mundblæst portvinsglas til Bing & Grøndahls mågestel fra Lyngby Glasværk. Lyngby producerede en serie glas til Bing & Grøndahls berømte stel i perioden 1954-2000. Eller når man boghøster og kommer hjem med stakkevis af gode bøger til absolut ingen penge. Ja, så er glæden stor hos genbrugsentusiasten.