En særlig haj har svømmet i mit livs kølvand, siden jeg var 8 år gammel. Den store hvidhaj, som selveste Ingmar Bergman har nusset, går under kælenavnet Bruce, og den har fulgt mig i tykt og tyndt siden 1985, hvor filmen, som den optrådte i, fyldte 10 år.
Hajen har hovedrollen i Steven Spielbergs mesterværk “Jaws” aka “Dødens gab” fra 1975, hvor den terroriserer det lille øsamfund på Amity Island. Her vælger pengemænd med magt ikke at lytte til fornuftens stemme, der udgøres af den tilflyttende fastlands-politimand Martin Brody. Nej, de holder strandene åbne, så både turistpenge og blod kan flyde. Ja, de serverer på den måde en svømmende buffet for den altid sultne haj, der både tager barn, voksen og hund. Kræsen er den ikke.
Filmen, der i år kan fejre sin 50-års fødselsdag, har igennem alle sine fem levede årtier formået at sidde ubesejret på tronen som den indiskutabelt bedste og i alle filmiske aspekter mest formfuldendte hajfilm. Ingen andre når den til sokkeholderne. Det er alligevel en bedrift. Jeg har set filmen så mange gange, at det ville være flovt at skrive antallet. Okay, jeg har set den 51 gange!
Da jeg forsvarede min magisterkonferens i 2011 (den handlede om maskemonstre i horrorfilm, ikke hajer) fik jeg det kaffekrus i gave, som jeg dagen i dag sætter størst pris på af alle dem, der befinder sig i min efterhånden ganske betragtelige filmkrus-samling. Tak for kruset, Sanne. Jeg forstår ikke, at “Jaws” kan fylde 50 år uden at være ældet én dag. Og jeg forstår slet ikke, at det er 14 år siden, at jeg forlæste om maskemonstre.
Krusets illustration har noget – hvis ikke alt – at gøre med, hvorfor jeg er så glad for det, som jeg er. Det er nemlig Roger Kastels originale filmplakat, der er trykt på kruset – og dén plakat er mindst lige så klassisk og ikonisk og mesterlig som filmen. Hver eneste gang, jeg sætter læberne til kruset, spiller filmen i min indre biograf, og jeg hører tonerne fra John Williams’ fantastiske score, imens jeg drømmer mig tilbage til dengang, hvor jeg 8 år gammel første gang blev bidt af den haj, der nu har fulgt mig i 40 år.
