Jeg stod ude ved vejen med min trofaste rive i hånden og blikket stift rettet mod bæltet af perlesten, der løber langs husets grund, da en ældre dame kom forbi på cykel, bremsede blidt op og spurgte, hvad jeg lavede.

– “Jeg leder efter vættelys,” svarede jeg koncist og beredvilligt.
– “Ah, du er en af den slags tosser,” svarede hun og trådte i pedalerne igen.

Ja, det må jeg indrømme, at jeg er – og altid har været, i øvrigt. Min karriere som tosse tog sin begyndelse, da jeg som barn rendte rundt i min mormors perlestensindkørsel og ledte efter de ravfarvede og koniske fossiler, der stammer fra belemnitterne – en for længst uddød blæksprutteart, der for over 100 millioner år siden optrådte i voldsomme mængder i havene omkring den landmasse, der endnu ikke var Danmark.

Og i dag – 40 år efter, at eventyret tog sin begyndelse i min barndoms indkørsel – samler jeg altså stadig. Det er nærmest en tvangsrituel handling, at jeg slår blikket ned, når jeg går på stranden eller er i nærheden af større mængder perlesten. Så forvandler jeg mig til en Indiana Jones-agtig amatørpalæontolog, der med stor – og ganske givet naiv – glæde, spotter de flotte projektilfossiler, der slår bro mellem fortiden og nutiden.

Men hvad er et vættelys, tænker du måske? Jo, nu skal du høre…

Vættelyset stammer fra en uddød gruppe af blæksprutter, der hedder belemnitter. De optrådte i så store mængder i havene, at vi i dag finder deres forstenede skeletdele overalt ved kysterne og i perlestensbunker.

De bevarede rester af belemnitter består som regel kun af en cigarformet, 2-20 cm lang, massiv cylinder af calcit (rostrum, også kaldet vættelys). I den ene ende har rostrum en konisk fordybning (alveole), hvori der oprindelig sad en tyndvægget, kamret struktur af aragonit (phragmocon). Denne var forsynet med en fremadrettet tunge, ligeledes af aragonit (pro-ostracum). Phragmocon og pro-ostracum er kun undtagelsesvis bevaret. Phragmoconens kamre var sikkert gasfyldte (luftfyldte) og gav dyret opdrift.

Blæksprutterne havde sandsynligvis ti arme, og deres bevægelsesmåde og kropsstilling i vandet mindede sikkert meget om moderne tiarmede blæksprutters. Belemnitterne antages at have været rovdyr, der holdt til i de øvre vandmasser på forholdsvis lavt vand.

Belemnitterne kendes fra midten af Karbon for ca. 300 mio. år siden, men bliver først hyppige i aflejringer fra Jura og Kridt. Mange arter, måske alle, uddøde ved Kridt-Tertiær-grænsen for ca. 65 mio. år siden, men ukarakteristiske former, som kan minde om belemnitter, er dog fundet i Eocæn.