I år lader jeg have være have. Intet plantes, intet tilføjes, intet ændres. Jeg vil bruge året til at gentænke, planlægge, skitsere og få idéer til en levende have, der emmer af fantasi og eventyr.

Efter at haven blev gravet op under det omfangsrige fjernvarmeprojekt, hvor den var plastret til med gravede kanaler og Muncks stilfulde aluminiumsbroer (man troede næsten, man var i Venedig – dog uden gondoler og italiensk skønsang) er mange planter gået tabt. Det hjalp heller ikke, at vi i tre måneder havde stillads stående og håndværkere trampende her og der og alle vegne.

Nå, men når jeg nu har valgt ikke at gøre en disse, så kan jeg læne mig tilbage og nyde de planter, molesteringen ikke har taget livet af. Som eks. mine smukke, gule kællingetænder, der endnu ikke blomstrer, men som allerede fungerer tiltrækkende og tillokkende på et hav af insekter. Som gåsebillen, en lille og fin torbist, der netop har lagt vejen forbi i dag, og den smukke almindelig bærtæge, som mæsker sig i plantesaft på billedet.