Mågestellet har en ganske særlig plads i dansk design- og porcelænshistorie, og det betegnes ofte som et af de mest danske, der findes.
Mågestellets unikke stelform, som senere er brugt på utallige stel fra Bing & Grøndahl, er kendetegnet ved den reliefagtige nettegning, der kaldes “skælmønster” – det var Andreas Hallin, der i 1880’erne skabte den vel nok mest berømte af Bing & Grøndahls stelforme. I 1895 skabte Fanny Garde motivet, der har været med til at gøre stellet til dansk folkeeje. Hun var ansvarlig for bemalingen og inspireret af måger, som besøgte et foderbræt uden for hendes atelier.
Vi har løbende suppleret stellet med dele, og forleden fik vi – kvit og frit af gode venner – syv smukke servietringe. Endog med guldkant. Servietringene, der både findes med og uden guldkant – har steldelsnummer 567.
Servietringene har en længde på ca. 5,5 cm og en pris, der ligger på 300-350 kroner stykket.
INFO: Bing & Grøndahls platter – og mange af deres stel, f.eks. mågestellet – er underglaseret. Det betyder, at dekorationen er blevet påført forglødet porcelæn inden den sidste glasering. Forglødning er den første keramiske brænding, der typisk foretages ved 100 °C med en stigning til 950 °C. Denne brænding omdanner ler til keramik og gør, at emnet er i stand til at suge glasur uden at gå i opløsning. Når emnet er blevet forglødet og underglaseret, så foretages den sidste glasering, der giver platten/stellet det blanke udtryk.
Loppemarkeder, kræmmermarkeder, genbrugsbutikker og antikforretninger vækker min indre Indiana Jones, og de taler – nej, skriger! – til den uforbederlige samler, der gemmer sig i mig: For der er intet så tilfredsstillende som at gøre et genbrugskup! Når man f.eks. i en bunke billige juleplatter fra 70’erne og 80’erne finder én fra 1957 til 20 kroner. Eller når man på genbrugsbutikkens hylder – blandt hundredvis af ordinære IKEA-glas, der nærmest foræres væk – spotter et hånddekoreret og mundblæst portvinsglas til Bing & Grøndahls mågestel fra Lyngby Glasværk. Lyngby producerede en serie glas til Bing & Grøndahls berømte stel i perioden 1954-2000. Eller når man boghøster og kommer hjem med stakkevis af gode bøger til absolut ingen penge. Ja, så er glæden stor hos genbrugsentusiasten.