Bing & Grøndahls juleplatte 1959: Julestemning

Julestemning
Bing & Grøndahls juleplatte fra 1959, designet af den erfarne kunstner Kjeld Bonfils, bærer titlen Julestemning. Platten giver os et stille kig gennem en dør ind til en stue badet i julelys, hvor familien er samlet juleaften. Det er øjeblikket efter middagen, hvor børn og voksne tager hinanden i hånden og går rundt om juletræet, mens sangene fylder rummet. En stemning af nærhed og tradition, fastholdt i Bing & Grøndahls smukke, reliefskårede og blåtonede porcelæn.

Et vindue til julens hjerte
Motivet viser ikke kun det, der foregår inde i stuen. Udenfor, i den vinterkolde skumring, sidder familiens kat og kigger ind gennem døren – en lille, men sigende detalje. Den rolige betragter udenfor gør scenen endnu mere intim og genkendelig. Det er den slags øjeblikke, hvor hjemmet føles allermest som et hjem, og hvor det særlige ved juleaften – roen, lyset, fællesskabet – træder tydeligt frem.

Kjeld Bonfils’ blik for det nære
Kjeld Bonfils var kendt for sine præcise og stemningsfulde motiver, ofte med fokus på hjemlige julescener og historiske motiver. Med Julestemning formår han at indfange essensen af dansk juletradition uden overdrivelse eller sentimentalitet. Platten er et billede på den form for jul, mange stræber efter: enkel, nærværende og fuld af mening. En påmindelse om, at julens stemning ofte findes i det stille – og i det fælles.

Platten koster snildt 350 kroner hos antikforhandlere, men jeg fandt den til blot 38 kroner på Gul & Gratis! Et rigtigt samlerkup!

Se en komplet oversigt over Bing & Grøndahls juleplatter fra 1895 til i dag hos Royal Copenhagen: KLIK


INFO: Bing & Grøndahls platter – og mange af deres stel, f.eks. mågestellet – er underglaseret. Det betyder, at dekorationen er blevet påført forglødet porcelæn inden den sidste glasering. Forglødning er den første keramiske brænding, der typisk foretages ved 100 °C med en stigning til 950 °C. Denne brænding omdanner ler til keramik og gør, at emnet er i stand til at suge glasur uden at gå i opløsning. Når emnet er blevet forglødet og underglaseret, så foretages den sidste glasering, der giver platten/stellet det blanke udtryk.

© Robert Johannes Rasmussen

Det hele begyndte i 1888: Idéen til juleplatten, som vi kender den i dag, blev for første gang formet i 1888 i forbindelse med den store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København – en spektakulær begivenhed, der tiltrak hele 1,3 millioner gæster. Til lejligheden skabte Den Kongelige Porcelænsfabrik en serie af blådekorerede platter prydet med fabrikkens karakteristiske logo: kronen og de tre bølger. Omtrent på samme tid begyndte fabrikskunstneren Frans August Hallin at eksperimentere med at skære et relief direkte i plattens støbeform. Dette gjorde det muligt at fremstille flere platter med samme motiv uden besvær og lagde grundstenen til den moderne juleplatte.

I 1895 forlod Hallin Den Kongelige Porcelænsfabrik og bragte sin idé med sig til Bing & Grøndahl. Her fik ejeren, Harald Bing, den visionære tanke at anvende reliefteknikken til at skabe en årlig samleplatte – et tilbagevendende kunstværk, der kunne blive en tradition. Tretten år senere fulgte Royal Copenhagen trop og lancerede deres egen udgave, også baseret på Hallins teknik.

Selvom Bing & Grøndahl og Royal Copenhagen blev fusioneret i 1987, udgives begge serier stadig side om side og vækker fortsat glæde blandt samlere verden over.


Loppemarkeder, kræmmermarkeder, genbrugsbutikker og antikforretninger vækker min indre Indiana Jones, og de taler – nej, skriger! – til den uforbederlige samler, der gemmer sig i mig: For der er intet så tilfredsstillende som at gøre et genbrugskup! Når man f.eks. i en bunke billige juleplatter fra 70’erne og 80’erne finder én fra 1957 til 20 kroner. Eller når man på genbrugsbutikkens hylder – blandt hundredvis af ordinære IKEA-glas, der nærmest foræres væk – spotter et hånddekoreret og mundblæst portvinsglas til Bing & Grøndahls mågestel fra Lyngby Glasværk. Lyngby producerede en serie glas til Bing & Grøndahls berømte stel i perioden 1954-2000. Eller når man boghøster og kommer hjem med stakkevis af gode bøger til absolut ingen penge. Ja, så er glæden stor hos genbrugsentusiasten.