Brød med bid i er en bagebog af den mere avancerede slags, hvor man skal have god tid og kunne mønstre tålmodighed, når man går i gang med bageprocessen. Richard Bertinet – manden (ildsjælen) bag bogen – har skabt et lærerigt værk, hvor man bliver klogere, mens man bager. Bogen er ude fra Lindhardt & Ringhof.
Når jeg i ovenstående skriver, at man skal kunne mønstre tålmodighed – og have god tid – når man går i gang med Richard Bertinets brødopskrifter i Brød med bid i, så er det fordi, at en ikke ubetydelig del af disse baserer sig på, at man laver sit eget ferment (gær), hvilket kræver en gæringsproces på op til 48 timer, førend man kan gå i gang med selve bagningen! Vi har altså her at gøre med en seriøs mand – en bagefeinschmecker – der ikke springer over, hvor gær(d)et er lavest…
Det er lige meget, hvor du er, og hvilke forhold du arbejder under. Det er altid muligt at skabe lidt magi med vand og mel.
Ovenstående citat opsummerer ganske godt det passionerede forhold, Bertinet har til sit metier – det er bagemagi, vi her er ude i. Og han da også ret! For er der noget bedre end duften af nybagt brød, der strømmer ud fra ovnen og fylder alle rum med sødme? Nej, det er skam noget af det bedste, der findes!
I Bertinets bog – der meget vel kan opfattes som en grundbagebog for dem, der vil lidt mere – finder man en introducerende tilgang til bageprocessen. Han beretter om de redskaber, der skal være tilgængelige i køkkenet, og han skriver udførligt om, hvordan man bedst udnytter (og bruger) sin ovn. Der er også afsnit om, hvorledes man bearbejder sin dej, om hæve- og foldeteknik, om efterhævning, om hvordan, man får en god skorpe samt vejrets indflydelse på brødets udfald.
Efter disse informative oplysninger er der tre reelle kapitler, der beskæftiger sig med opskrifter og bagning. Slow bagning, Lidt af hvert og slutkapitlet Søde fristelser. I disse kapitler finder man opskrifter på lette og luftige brød (takket være Bertinets specielle ælteteknik) a la surdejsbrød, baguetter, flerkornsbrød, rugbrød, ciabatta, bagels, croissanter, briocher, boller med frugt og ingefærkiks.
Brød med bid i er en suveræn bog, der dog kræver, at man vil give sig lidt mere hen i bageprocessen end blot at vælge brødopskriften, der findes på ens melpose. Bertinets opskrifter er lidt mere udfordrende end som så…
Bertinet runder sin bog af med kapitlet Fakta & Fiktion, hvor han ser nærmere på de myter, der omgærder brød – om det er sundt, usundt, fedende, om glutenallergi og om, hvorledes man får det bedste ud af sit gamle brød.
Hvis man har fået smag for Richard Bertinets evner, så kan hans første prisbelønnede bog – Bertinets brød – stadig erhverves fra Lindhardt & Ringhof.