Så er de tilbage – Splint, Kvik og Spip – i endnu en super udgivelse fra Egmont Serieforlaget, der må vække glæde og fryd hos enhver tegnerseriefan. Det er andet bind i serien, der denne gang dækker årene 1946-1950 og som indlemmer fire albums, der igen består af en lang række mindre historier.
Der er flere ting, der bør fremhæves ved dette bind. Ikke blot er der et fyldigt, redaktionelt stof, der består af anekdoter og historisk materiale, der gelejder læserne rundt i Franquins liv. Der er ligeledes mange enkeltsider fra Spirou (16 af slagsen), der giver os de korte Splint & Co-historier, der er tegnet i årene 1946 til 1949.
Der er flere af historierne i dette album, der gør krav på en nærmere granskning og præsentation. Ikke desto mindre vil jeg nøjes med at præsentere to af disse: “Arven” og “Splint hos pygmæerne”. Så kan de kommende læsere af serien se frem til de øvrige 12, der findes i dette bind 2.
I det første album, der dækker årene 1950-1952, kan man læse historien “Arvestriden – eller hvordan Splint fandt Spirillen”, hvor Kvik kastes fra prøvelse til prøvelse i håbet om at være den heldige, der løber af med den hedengangne onkels formue. Vi husker nok, hvilken formue det var!
I “Splint & Co. 1946-1950” får man eventyret “Arven” (udgivet første gang på dansk i 1981), hvor det er Splint – og ikke Kvik – der af en afdød onkel blive arvemæssigt beriget.
De tre (Splint, Kvik og egernet Spip) begiver sig af sted på et ægte road trip, hvor damptog, bumletog, bil, hestevogn, fly, elefantryg og gåben bringer dem rundt i jagten på den arv, Splints onkel har efterladt sig.
Historien er stærkt humoristisk, hvilket ikke mindst skyldes Spip, der gang på gang placeres i situationer, hvor han bliver omdrejningspunkt for stor morskab. Eksempelvis da denne forsøger at indlede en samtale med en knapt så elokvent rotte eller da Splint tror, at Spip er blevet udstoppet – det er stor tegneseriehumor, der dagen i dag (62 år efter historiens skabelse) glider uhindret ned!
Historien indlemmer alt fra et gammelt, rottebefængt hus til en etbenet tyveknægt, en distingveret og stærkt kultiveret gorilla, en Afrika-odysse på elefantryg og indfødte afrikanere, der skildres på tidstypisk facon med store, svulmende læber.
I “Splint hos pygmæerne” (også udgivet første gang på dansk i 1981) ender vi igen på det mørke kontinent – men først efter længere tids problemer med en groft sulten og mavepineplaget leopard, der slår følgeskab med Splint og Spip.
Historiens indledning, hvor Splint og Kvik er på picnic, har en humor, der bedst kan beskrives som tilhørende slapstick-genren. Leoparden, der er stukket af fra sin ejer, forfølger de to skovtursentusiaster, der må se deres lækre medbringelser forsvinde ned i vommen på det forslugne kattedyr. Det viser sig dog hurtigt, at den ikke har ondt i sinde, men egentligt er et ganske kærligt og taknemmeligt væsen – i hvert fald, når den er mæt!
Leoparden (der lyder det passende navn Leo) tilhører Kejseren af Lillipanga – en aristokratisk gamling med egen pygmætjener. Han har dog et problem! Han kan ikke længere vise sig i sit rige, da to konkurrerende pygmæstammer har erklæret hinanden krig, og han – samt hans udsendinge – gentagne gange er blevet smidt ud. Så det er jo vidunderligt, at Splint og Kvik (vore Afrika-kyndige eventyrere) med glæde melder sig på banen for at afhjælpe problemet. Lad et nyt Afrika-eventyr begynde!
Dette nye bind giver os (foruden de mange historier) en stor mængde spændende, informerende redaktionelt stof samt en masse Spirou-sider. Ligeledes vil man kunne følge udviklingen i tegnestil og se, at der er stor forskel på, hvorledes vore helte bliver skildret.
Det er med glæde, at jeg har slugt dette bind, og jeg ser frem til den kommende udgivelse i serien om Splint & Co., der næste gang kommer til at dække årene 1952-1954. Hvis man ønsker at abonnere på serien, så kan man med fordel slå et smut forbi Serieshoppen, hvor man kan tegne abonnement på eventyrene om Splint, Kvik og Spip – samt Spirillen, naturligvis!