Bind 2 i Jussi Adler-Olsens krimiføljeton – “Fasandræberne” – om det fornøjelige makkerpar Carl Mørck og Assad er en studie i ondskab og menneskelig perversion. Det er en kras sag af en roman, der skildrer nogle ækle, kyniske og yderst ubehagelige typers psykopatiske adfærd fra magtens tinder.
Jussi Adler-Olsen er en yderst ferm og velskrivende forfatter, der med sine romaner om Carl Mørck og Assad, der som et andet aparte makkerpar huserer i Afdeling Q, har skrevet sig ind i den moderne krimifiktion som en af de bedste. Med bind to åbner Adler-Olsen for en sand strøm af vederstyggeligheder – en Pandoras æske fyldt til randen med uhyggelige og modbydelige forbrydelser.
Mørck og Assad jagter i “Fasandræberne” en gruppe psykopater, der alle til hobe har gjort sig det mageligt i toppen af kapitalist-pyramiden, hvorfra de føler sig sikre og usårlige. Men de har endnu ikke mødt Mørck, der ikke lader sig kue af magt og kapital!
En ny sag er landet på Mørcks skrivebord. En ny sag, der er dømt umulig at opklare, har fundet sin vej ned i kælderen, hvor Carl, Assad og Rose er blevet stuvet af vejen. Herfra organiserer de deres egen hverdag, herfra opklarer de sager, der er blevet henlagt og hengemt. Denne gang er det en lang række grove og voldelige overfald på sagesløse, samt modbydeligt og hadsk udførte mord, som optager den umage trio i kælderen. Alt sammen peger i retning af en forkælet gruppe forbrødrede rigmænd og tidligere kostskoleelever, der dyrker ondskaben som en livsfilosofi, og som qua denne forlyster sig med at tæske og dræbe sagesløse og tilfældige mennesker.
Men selvom de lever i sus, dus og mordrus, så er der – udover Carl Mørck – én person, de frygter … den forsvundne Kimmie, der tidligere var en del af gruppen, men som nu er gået under jorden og har vendt sig imod dem. Både Mørck og de psykopatiske rigmænd gør alt for at finde hende: Den første for at få hende til at vidne, de andre for at slå hende ihjel.
Jussi Adler-Olsen fører en exceptionelt ferm krimipen, og han evner ikke blot at skrive et cliffhanger-spændende, gåsehuds-fremkaldende og nerveflænsende plot frem, som gør, at man læser fra første til sidste side i løbet af en dag, men også at skabe interessante og multifacetterede karakterer, som man føler for såvel som imod. De mere dystre aspekter ved Adler-Olsens romaner komplementeres med en fantastisk humor og glimt-i-øjet-kommentarer, der springer fra og mellem Mørck, Assad og Rose. De to modpoler, alvoren og humoren, komplementerer hinanden fantastisk, og Adler-Olsen behersker begge områder til fulde. Man skiftevis gisper og griner, forfærdes og frydes … og dét er fantastisk!
Ovenstående elementer bliver krydret med en bidende sarkasme, og der ironiseres gerne og med glæde over det borgerlige samfund, hvor højrefløjen i dansk politik ofte får tunge drag over nakken. Adler-Olsen hører til blandt de bedste krimiforfattere, han evner humoren og alvoren, der altid går hånd i hånd, og han har et udpræget humanistisk blik på tingenes tilstand i dagens Danmark. “Fasandræberne” skal ikke blot være anbefalet som en god kriminalroman, men som en god roman!
© COVER: Politikens Forlag