Carl, Assad og Rose er tilbage. Jussi Adler-Olsens fantastiske trio fra Afdeling Q får i “Flaskepost fra P” en sag på halsen, der involverer kidnapning af børn, mordbrande og seriemord af den mest ækle slags. Et uhyggeligt menneskedyr er på fri fod, og blot ved et tilfælde – og en gammel flaskepost – kommer Carl Mørck på sporet af misdæderen.
Der er nok ikke mange uvidende sjæle tilbage i det ganske, danske H.C. Andersen-land, der ikke på et eller andet tidspunkt er rendt frontalt ind i navnet Jussi Adler-Olsen. Dette særegne navn, der har gjort dansk kriminallitteratur til en succesfuld eksportvare på lige fod med dansk design og bacon, har vist sig at kunne mønstre absurde salgstal, der uden tvivl har gjort Politikens Forlag til et lykkeligt et af slagsen.
En gammel, mørnet flaskepost er den eneste ledetråd, Carl Mørck har at gå efter, da billedet af en uhyggelig dåd begynder at tegne sig. En seriemorder driver sit uvæsen over hele Danmark, og hans modus operandi er at kidnappe børn fra familier, altid to fra samme familie, der tilhører religiøse sekter og menigheder. Herefter forlanger han en løsesum for børnene, men leverer kun det ene tilbage. Carl, Assad og Rose – samt dennes midlertidige “afløser” Yrsa – knokler tran frem på panderne for at stoppe morderen, inden han igen tager livet af endnu et uskyldigt barn.
“Flaskepost fra P” er en roman af den type, der hager sig fast fra første side. Når man først har åbnet bogen, så er man fanget i Adler-Olsens på en og samme tid fantastisk morsomme og skrækkeligt uhyggelige univers. Og det er blandt andet forfatterens evne til at koble netop disse ellers uforenelige størrelser, som skræk og humor er, samt hans ferme omgang med det danske sprog, der gør romanen til så fantastisk en læseoplevelse. Det er lidt af en fortærsket krimilæsningskliché, men romanerne om Afdeling Q giver faktisk sorte rande under øjnene, da man lige skal have konsumeret et kapitel til, inden man slukker for læselampen – og et kapitel efterfølges af endnu et, der efterfølges af endnu et, som…
Det er dog ikke blot Adler-Olsens eminente sans for at parre humor med skræk, der gør Afdeling Q-romanerne interessante. Nej, de er også spækket til randen med bidende samfundskritik, og ikke sjældent får højrefløjen på hattepulden for deres førte politik. En samfundskritik, som får taletid via Carl Mørck, der tit og ofte har en rammende kommentar om den politiske situation i den danske andedam. Som da arbejdstilsynet kigger forbi kælderkontoret, der ikke er godkendt som arbejdsplads, og Carl Mørck sender denne svada af sted:
“Hør nu her, Studsgaard, lad os tale rent ud af posen. Siden du var her sidst, har der været skudt ti gange i gaderne. To er døde. Hashmarkedet er gået grassat. Justitsministeren har udkommanderet to hundrede betjente, som vi ikke har. To tusind har mistet deres arbejde, skattereformen flår de fattigste, skolelærer får smæk af eleverne, unge fyre bliver smadret i Afghanistan, folk går på tvangsauktion, pensionerne er ikke en skid værd mere, og bankerne krakker, hvis de da ikke snyder folk, så det driver. Og imens fiser statsministeren rundt og prøver at finde sig et andet job for skatteydernes penge. Hvorfor helvede bekymrer du dig så om, hvorvidt jeg sidder her eller hundrede meter længere væk i nogle andre kælderlokaler, hvor alle mulige ting er tilladt? Kan det ikke være …” Han trak vejret dybt. “…PISSELIGEGYLDIGT, hvor jeg sidder, bare jeg gør mit arbejde?”
Humor, skræk OG samfundskritik … det er jo hele tre ting, der gør Adler-Olsens romaner til fantastisk, medrivende og drønspændende mordlæsning. Mordlæsning med et samfundskritisk tvist … eminent!
Det eneste problem med Adler-Olsens krimiromaner, er, at de er slemt vanedannende. Litterær narkotika, der efterlader én i en abstinenslignende tilstand. For når sidste side er vendt, og øjet har fundet hvile på fortællingens sidste punktum, sidder man tilbage med ønsket om, at Adler-Olsen snart beriger os med endnu et kapitel i føljetonen om den kælderdvælende trio. Det kan kun gå for langsomt!
© COVER: Politikens Forlag