At give liv til en af kunsthistoriens mest kontroversielle skikkelser i blot to bind, der hver er på cirka 60 tegnede sider, er en svær opgave, der kræver overblik og indblik. Heldigvis har tegneserieskaberen Milo Manara begge dele, og “Caravaggio: Paletten og sværdet”, der er første bind i serien om den italienske kunstner Michelangelo Merisi da Caravaggio, anbefales allerede her på det varmeste.
Caravaggio var længe en parentes i kunsthistorien, og ved sin død i 1610 gled han langsomt ind i glemslens tåger. Hans malerier levede i mange år en sølle tilværelse gemt væk på museernes depoter, og kirkemalerierne forsvandt en lille smule år for år under tykke lag af støv og kærteos. Først i starten af 1900-tallet begyndte man at genopdage den viltre særling, og i dag spenderes der millioner af kroner på at restaurere hans malerier.
Manara har valgt at bygge sin fortælling stramt op, og det er først ved grænsebommen til Rom, at vi møder Caravaggio. Året er 1592, og vi hører således intet om de første 21 år af kunstnerens liv. Der er intet fra fødslen i 1571, og Manara beskæftiger sig hverken med barndommen, ungdommen eller læretiden hos manieristen Simone Peterzano.
Da Caravaggio ankom til Rom, havde han i en årrække været i lære hos Peterzano, der efter sigende selv skulle have været elev af den store Titian. Caravaggio oplevede et Rom, der i kølvandet på det i 1563 afsluttede Tridentinerkoncil fortsat forlangte en streng og regelret kirkekunst, der nøje blev varetaget af de gejstlige gesandter. Men sideløbende med den dogmatiske kirkekunst florerede der i Rom et væsentligt behov for folkelig kunst, og Caravaggios første malerier var da også af verdslig karakter.
Første bind i Manaras serie dækker ankomsten til Rom i 1592 og flugten fra selvsamme by i 1606. Det er altså 14 år, der er blevet komprimeret ned på 60 sider. Derfor kan man også godt føle, at Manara har travlt. I hvert fald, hvis man kender kunstnerens biografi. Ikke desto mindre formår Manara på forbilledlig vis at få bygget Caravaggio op som et interessant menneske, og der udvælges en række centrale begivenheder i kunstnerens liv, som der fokuseres på.
Da Caravaggio står ved grænsebommen lærer vi ham at kende som et menneske, der ikke lader sig træde på. Han har det ikke godt med autoriteter, hvilket løbende sikrer ham problemer. Titlen illustrerer også fint den Janus-skikkelse, Caravaggio var. Han brugte både sværdet og penslen, han havde lyset og mørket i sig. Han var chiaroscuro.
Der er ingen tvivl om, at Manara har et indgående kendskab til såvel Caravaggio som dennes betydning for udviklingen af barokken. De fantastisk flotte tegninger, der er farvelagt af Simona og Milo Manara, leger på smukkeste vis med lyset, mørket og skyggerne. De er en hyldest til barokkens balstyrige slagsbroder og ypperlige avantgardist.
Blandt de mest interessante nedslag i den periode, som første bind dækker, er det skæbnesvangre møde med modstanderen Ranuccio Tomassoni, Caravaggios forhold til sin mæcen kardinal Francesco Maria del Monte samt fremstillingen af, hvorledes Caravaggio gradvist udvikler sin særegne stil.
Det er under del Montes vinger, at Caravaggio for alvor får lov til at blomstre i et Rom, hvor den asketiske kirkekunst levede side om side med den profane, verdslige kunst, der blev et af Caravaggios kendetegn i de første år af hans turbulente malerkarriere, og som hans velynder kardinal Del Monte var en stor tilhænger af. Den katolske kirke ønskede også at skabe en sådan folkekunst, men det var ud fra devisen, at idé og form skulle presses ned i kasser, der sikrede kirken en “ren” og “ubesmittet” kunst, der kunne tjene politiske og dermed propagandistiske formål.
Manara har gjort plads til denne tveæggede og dobbeltmoralske kunstdogmatik, for selvom Del Monte lader Caravaggio vide, at idéen om at skabe kunst for folket er smuk, så tager han ham også under armen og belærer ham om, at kirkerne er det eneste sted, hvor folket kan få glæde af hans værker.
Tanken om den rene og ubesmittede kunst er et centralt tema for Manara, og da Caravaggio lader en død prostitueret være model for “Jomfruens død”, som han sandsynligvis malede samme år, som han flygtede fra Rom, er grænsen nået. Del Monte råber kætteri, og maleriet skal destrueres. Her har Manara valgt at inkludere historien om, hvorledes Rubens kom Caravaggios maleri til undsætning og reddede det fra at blive brændt på bålet, om jeg så må sige.
Det er (også!) denne slags kunsthistoriske anekdoter, der er med til at løfte tegneserien og give den vinger. Løbende inkluderer Manara sådanne små vink til barokkens kunstnere, og jeg satte stor pris på, at Manara på side 46 i sidste rude inkluderer to kunstnere, hvoraf den ene kommer til at knytte sig tæt til Caravaggios stil og motivvalg; nemlig Orazio Gentileschi og dennes unge datter Artemisia Gentileschi.
At Manara inkluderer historien om, hvorledes Beatrice Cenci bliver henrettet offentligt ved halshugning for mordet på sin far, og samtidig lader Orazio og Artemisia Gentileschi være tilstede skulder ved skulder med Caravaggio ved henrettelsen, viser, at Manara har et fint blik for den fascination, Caravaggio – og senere også Artemisia Gentileschi – fik for det blodrøde halshugningsmotiv.
I dag kender man til to malerier fra Caravaggios hånd, der har fortællingen om Judith og Holofernes som inspiration. Det ene “Judith, der halshugger Holofernes” er efter al sandsynlighed en kopi, der skulle været malet omkring 1607, og som hænger i Banco di Napoli. Det andet, der bærer samme titel, er dateret ca. 1599, og blev malet af Caravaggio umiddelbart efter Beatrice Cencis henrettelse. Det er fortællingen om dette maleri, Manara indlemmer sidst i tegneserien.
Maleriet fremstiller Judith som den smukke kvinde, hun ifølge apokryfe og gammeltestamentlige fortælling skulle være. Hos hende er tjenestepigen, en gammel kone, der står klar med en sæk ude i højre hjørne af maleriet. Det er det blodigste af Caravaggios halshugningsmotiver, og man ser den bizarre halshugning udført med stor præcision. Blodet sprøjter i en lang, lige linje ud på de hvide lagner, som Judith fører sværdet gennem halsen på den passive Holofernes, der er forstenet med åben mund og et blik, der stirrer på den resolutte Judith, som fastholder et solidt tag i feltherrens hår. Hun har ingen skrupler, hendes ansigtsudtryk er konsekvent og blikket låst fast på den handling, hun er i færd med at fuldbyrde – blikket viger ikke en tomme fra den grusomme dåd!
Anvendelsen af fortællingen om Judith, der skærer halsen over på Holofernes, findes også repræsenteret hos Artemisia Gentileschi, der havde et konkret og relativt dystert udgangspunkt for anvendelsen af netop dette blodige og bizarre motiv. Hun blev voldtaget og overværede senere henrettelsen af gerningsmanden. Artemisias baggrund for valget af netop dette halshugningsmotiv er således funderet i et dybere psykologisk udgangspunkt, der rækker ud over det blot at ville fremstille noget horribelt i politisk eller/og religiøst øjemed, og som efterfølgende har skabt præcedens for kvindens stemme i kunsten og kulturen.
Manara fremstiller en Caravaggio, der var sin egen. En kunstner, der gik sine egne veje, som ikke lod sig diktere. Ved at inkludere historien bag skabelsen af “Judith, der halshugger Holofernes”, der er Caravaggios første deciderede halshugningsmotiv, kridter Manara vejen op for den motivfascination, der kulminerer i 1610 med maleriet “David med Goliats hoved”. Det males samme år som Caravaggio dør, og er blandt andet berømt for, at Caravaggio har brugt sig selv som model for Goliat.
Selvom jeg gerne så et værk, der fulgte Caravaggios liv og levned mere kronologisk-biografisk, så er “Caravaggio: Paletten og sværdet” et interessant bekendtskab, der åbner op for én af barokkens største kunstnere. Tegninger og farvelægning gør, at man efter endt læsning bliver nødt til at starte forfra. Det er en æstetisk nydelse at sidde med Manaras hyldest, og jeg ser frem til sidste bind – ikke mindst for at se, hvorledes Manara griber Caravaggios død an, der blandt kunsthistorikere er et emne, der er stærkt delte meninger om.
Det er udgivelser som denne, der er med til at vise, at tegneserien herhjemme absolut ikke er en død genre. Og at forlaget ydermere inkluderer et to sider langt og yderst interessant forord, skrevet af kunsthistorikeren Claudio Strinati, gør blot “Caravaggio: Paletten og sværdet” desto mere interessevækkende. Jeg håber, at Manaras tegneserie får stor succes herhjemme, så andre også kan få øjnene op for den kunstner, der skrev sig ind i kunsthistorien med palet og sværd!
Hvis man, imens vi venter på bind to, vil fortsætte sin visuelle rejse ind i Caravaggios verden, så er der blevet produceret flere film og miniserier om kunstneren. De fleste er ikke alment kendte endsige tilgængelige, men hvis man interesserer sig for Caravaggio, så skal man et smut forbi dem. Den mest kendte er Derek Jarmans britiske produktion fra 1986, hvor Caravaggio spilles af tre skuespillere: Noam Almaz, Dexter Fletcher og Nigel Terry. Ingen af disse kan dog mønstre samme overbevisende lighed med virkelighedens Caravaggio, som Allesio Boni kan i Angelo Longonis 180 minutter lange tv-film, der er udgivet på region 1-dvd fra E1 Entertainment.