Nostalgien får vinger: To naturminder fra en svunden tid

Min første kålsommerfugl!

Året er 1993, og jeg render rundt på engarealerne ved Slipshavn i Nyborg. Jeg er 16 år gammel, har netop fået mit første kamera – et meget tungt Minolta X-300 med manuel fokus – og fanger en stor kålsommmerfugl som et af mine første motiver. Det er 30 år og mange sommerfugle siden, at jeg tog og selv fremkaldte billedet.

Holckenhavn, vinteren 1996!

Året er 1996, og det er vinter af den bidende slags. På det 27 år gamle og sepiafarvede fotografi ligger Holckenhavn Fjord frosset fast i tid og is. Fjorden er klædt i grødet is, og horisontens landtunge er pudret med et strejf af hvidt. Jeg sidder på en gammel, frønnet træbænk polstret fra inderst til yderst med termotøj og venter tålmodigt på, at fiskeørnen dukker op, hvilket den aldrig gør. Men langs brinken er der åbent til vandet, og både vandstæren og isfuglen gør sig til den dag. De er begge alt for hurtige til mine frosne fingre, så billederne, der blev taget, er af den mentale slags.